Mailund on the Internet

On Writing, Science, Programming and more

Krofatter Egon og Hjælpepakken — 1

This post will mostly be written in Danish, and there is a reason for that.

You see, at our weekly Call of Cthulhu game, I accidentally used the plural word for “innkeeper”. I did it in Danish, however, and as it turns out, there was a problem: there isn’t a plural form of innkeeper, krofatter, in Danish. I know, because we contacted Dansk Sprognævn, the organisation that tracks the Danish language and its usage. They didn’t have the word in their corpus. They offered to research it further, but also suggested that the easiest way to get a plural form is to use one. If a word is used sufficiently frequent, it will eventually enter the official language. So that is what I now plan to do.

I will make “krofætre” the official plural of “krofatter” (following the pattern in German where väter is plural of vater; they are the same words with different spelling, but different from the Danish fader which means vater—it is a mess, but that need not concern us). It isn’t the prefect choice, as fætter means male cousin in Danish (kusine is female cousin), but it is better than krofædre, that has far too many “d”s in it. I will not succumb to political correctness (gone mad) and use kroperson. That would defeat the person, because we have a fine plural of person—personer—but to appease the liberal PC mobs, I think I will find a plural for kromutter as well. I think it should be kromytre. You are welcome.

Writing about krofætre and kromytre isn’t enough, of course. The text needs to get into the corpus. For that, I need someone at the Royal Library to read my blog. But I know people there, and I will bug them about it until they make it happen. I imagine that it is a question of adding an RSS feed to the bottom of a configuration file or something. It can’t be that hard. If the NSA can read my emails, you can read my blog.

Anyway, I might as well get to it. I have to write about krofætre, so I will make up some stories. That means that Agnes and the Apocalypse will wait a little bit, but that is fine. I am using the current unrest in the British colonies as research for that text. I have to write in Danish for this to work, which I haven’t done in more than 25 years, so there is a good chance that I will be revolutionising spelling and punctuation rules at the same time. I might as well aim big!

Krofætrenes Råd

Det var henad eftermiddagen da Egon trillede ind på gårdspladsen bag Østbjerg Kro, og at dømme fra antallet af biler på pladsen måtte han være den sidste til at ankomme til Rådsmødet. Det var ikke et godt signal at sende, at være sent på den, og da specielt ikke for det yngste og nyeste medlem af Krofætrenes og kromytrenes Råd. Med sine sølle 45 år var han det yngste medlem nogensinde, og det havde skabt en del påstyr da han blev optaget i rådet for et halvt år siden. Ikke mindst fordi han ikke havde stillet op til valget som sådan, da en plads skulle fyldes efter salige Rådskrofatter Åge på tragisk vis blev kørt over af en traktor. Egon havde ikke fundet ud af at han var blevet Rådskrofatter før flere dage efter valget, hvor han modtog krofætrenes medlemsblad og til sin overraskelse genkendte billedet på forsiden som et lidet flatterende foto af hamselv. Det havde taget flere dage at finde ud af hvad der var hent, og endnu flere dage at forsøge at få det omstødt, men det sidste uden held, så rådsmand var han. Og nu var han kommet for sent til sit første rådsmøde.

Helt for sent på den var han ikke, men helt godt var det heller ikke. Der var stadigvæk en god time før mødet skulle starte, og som man siger “til tiden er fem minutter før”, men det var god skik at være i god tid og vente i bilen et par timer så man er helt sikker på at kunne ringe på døren fem minutter før tid. Fra de andre biler på pladsen så han misbilligende blikke. De fleste af de andre rådsmedlemmer havde ventet i deres respektive biler i timevis—enkelte var ankommet dagen før.

“Det Hvide Lyn”, Egons trofaste SEAT Mii, kørte fint ned ad bakke og i medvind, men her omkring Vejle var der bakker man også skulle op ad, og det havde været en udfordring. Flere gange måtte han ud og skubbe bag på bilen, for at få den over de stejleste stigninger. Den slags kalkulerer man ikke med, når man kommer fra Herning-egnen, og Egon havde været slemt overrasket da han mødte den Østjydske Højderyg. Omkring Vejle havde han nærmest givet op. Men han var rådsmand nu, og det forpligter, så han havde skubbet Det Hvide Lyn over adskillige bakker, og løbet efter den ned af lige så mange, og nu blot for at komme for sent. Og så ankomme svedig oveni. De andre sad i deres fornemme biler—Overkrofatter Uffe havde en Berlingo!—så de kunne jo sagtens sidde der og hovere. Egon havde ikke den slags penge. Hammerumsherrede Kro havde sjældent gæster, selv før pandemien (som han ærligt talt ikke havde mærket noget til). Det hjalp heller ikke på hans anseelse i Rådet, og det er ikke til at sige om han havde fået en varmere velkomst hvis han havde ankommet til tiden. Eller, et par timer før, naturligvis.

Egon fandt en ledig parkeringsbås for enden af pladsen. Han havde lært at det er bedst at parkere ved at bakke ind, så det gav han sig igang med. Han havde øvet sig meget—der var god tid til det når der ikke var gæster på kroen—men var aldrig blevet særligt god til det. Nu hvor der var vidner, var det vigtigt for ham ikke at ramme noget. Eller nogen, men han kunne ikke se nogen, så det var nok ok. Hvad han kunne se, var de andre rådsmedlemmer der stirrede fra deres respektive biler. Der var flere smil at se nu, men han mistænkte at de nok mere grinede ad ham end med ham. Ingen i Rådet var hævet over at more sig på bekostning af andre, men lige her tog han faktisk fejl. Smilene kom naturligt af, at det glæder at se lidt aktivitet når man ellers har siddet og stirret på et ret i et par timer. Glæden var så stor, at flere overvejede at lade ham slippe med en mildere røffel for at komme for sent. Men da bilen endeligt holdt stille, og kedsomheden bredte sig nok engang, var de tanker heldigvis hurtigt gemt. Man skal komme til tiden, og det er kun ret og rimeligt at straffe dem der kommer for sent.

Dog, selv om Egon var ankommet sent, var der stadig næsten en time fra bilen var parkeret til han kunne gå til døren. Til tiden er fem minutter før, og det er ikke mindre uhøfligt at komme for tidligt end at komme for sent. Det ville nok tage omkring et minut at gå fra denne ende af gårdspladsen til hoveddøren, så hvis han forlod bilen syv minutter før tid, skulle det passe—han kunne tilpasse hastigheden få at ramme præcist fem minutter. Så han satte alarmen på sin telefon, tabte telefonen under bilens pedaler, prøvede at få den fisket op men fik den skubbet under sædet, måtte så ud af bilen for at få fat i den, fik sat sig ind igen, og satte sig så til at vente.


En ting du må forstå omkring Krofætrenes og kromytrenes Råd, at det ikke blot er blandt de mest hemmelige og mest magtfulde organisationer i landet, det er også et af de mest politisk betændte. Kroejere, af begge køn, er ikke sociale væsener af natur. Naturligvis gør de alt for at en gæst skal føle sig velkommen, så man kan nemt få det fejlagtige indtryk at de elsker selskab, men det er en misforståelse af deres sande væsen. De elsker at have gæster, men en gæst og en anden krofatter er ikke sammenlignelige størrelser. En gæst er meget som et kæledyr; man fodre en gæst, morer sig over de tåbeligheder gæsterne kan finde på, og ved at man kan få en gæst aflivet hvis det skulle være nødvendigt. Efter at regningen er betalt, naturligvis. Og med gæsters begrænsede intellekt kan man med sindsro ignorere alt hvad de siger, da det alligevel ikke kan betale sig at forklare dem alle de måder hvorpå de har misforstået alt. Hvis en gæst har sat sig for at det er sundt at spise beriget uran, så kan han ikke tales fra det, og der er defor ingen grund til at prøve. Gør han det, så er det heller ikke noget stort tab. Der vil altid være gæster nok.

En anden krofatter, derimod, har potentielt evnen til at forstå universets dybere hemmeligheder, og derfor evnen til at vide bedre. Når man kan se at nogen burde vide bedre, men ikke gør det, så er det svært ikke at forklare dem hvad de burde vide, hvorfor, og i særdeleshed hvor tossede de er fordi de ikke allerede har indset det. Det kan af en anden krofatter opfattes som kværulerende og konfrontatorisk, hvad han naturligvis vil gøre opmærksom på, for som den først krofatter jo burde kunne regne ud—og det er da helt utroligt at det skal forklares—så er det ikke den rette måde at tage en venskabelig debat på! Den slags meningsudvekslinger kan trætte enhver, og da krofætre alt andet lige er usædvanligt intelligente væsner, så ved de godt at det er nemmere at undgå andre af arten.1

Krofætre holder sig for det meste for sig selv, og undgår andre krofætre i videst muligt omfang, men det er uundgåeligt at deres interesser og planer til tider støder sammen. For at undgå skærmydsler når det sker, og den masseødelæggelse der altid følger, skabte antikkens oplyste krofætre og mutre Rådet til at mægle i disse sager, og om nødvendigt anvende sin betydelige magt til at gennemtvinge en fred, og straffe de der bryder freden. Rådet holder lov og orden, men ingen krofatter, og da slet ingen kromutter, bryder sig om at nogen kan bestemme over dem. Så for mange krofolk er målet at være den der bestemmer, ikke for faktisk at bestemme over andre, men for ikke at blive bestemt over. En stor del af krofolkets politk er derved fokuseret på at tilrane sig magt med det formål at andre ikke har magten.

Rådet har i høj udstrækning forhindret krig igennem århundrede, ved at give krofolk med ambitioner et mål at fokusere på. Krofolk der i fordumstid havde forsøgt sig med militære kampagner bruger nu halve og hele liv på at køre sig i stilling til et plads på Rådet, skulle en plads åbne sig. Men da pladserne fordeles demokratisk—og da Rådet er magtfuld nok til at kunne knuse et ikke-demokratisk forsøg på at vælte det—er strategierne nu andre. Kampen er ikke mindre hård, ikke mindre grusom, men unægtelig mere civiliseret. Og de der sidder i Rådet er selvsagt de der spillede spillet bedst, og derfor de mest brutale og udspekulerede krofætre og kromytre i live.

Rådet består af syv krofætre og syv kromytre, valgt ind på livstid. Den lige kønsfordeling har Rådet af Krofætre og kromytre altid haft, det er ikke et resultat af mere oplyste tider. Krofætre havde engang foreslået at man kunne nøjes med et Råd af Krofætre, med en forventning kun mænd kan have om at så kunne det også bestemme over kromytre. Det havde hurtigt vist sig, at det kromytrene havde en anden holdning, og at måske skulle kromytrene bestemme over krofætrene? Den idé havde der ikke været lydhørighed over hos krofætrene. Snakken gik længe frem og tilbage, men da alt var sagt og gjort var der sagt betydeligt mere end der var gjort, og man ente med at fortsætte med et samlet, og ligeligt fordelt, Råd. Der er trods alt ingen grund til at reparere på noget der fungerer glimrende allerede.

Når et medlem af Rådet dør, vælges et nyt medlem; en krofatter hvis en krofatter dør, og en kromutter hvis en kromutter dør. Da Krofatter Åge på så tragisk vis endte under en Massey Ferguson i foråret, skulle en ny krofatter vælges ind. Valghandlingen skete på sædvanlig vis, når en Rådskrofatter skal vælges:2 Den afdødes kro bliver gjort til valgsted; der efter hans død traditionelt ses som neutralt territorie indtil en ny krofatter flytter ind. Alle landes krofætre rejser til kroen og afgiver en stemme. Dette foregår, som traditionen foreskriver, ved at alle krofætrene lægger en seddel med et navn i en stor gryde. Traditionen siger at det skal være en sort gryde, men Rådets faktiske regler nævner ikke farven.3 Når alle har stemt, tælles stemmerne op, gentælles så længe nogen bestrider valget, dog ikke mere end 16 gange, og sidst på aftenen er et nyt medlem valgt. Ved sidste valg, efter Krofatter Åges død, gik alt efter foreskrifterne. Der blev stemt, talt, og talt yderligere 16 gange, 17 i alt som efter forskriften, og så var Egon Rådsmand. Det sidste var det eneste usædvanligt.

Egon havde ingen politiske ambitioner. Ingen ambitioner overhovedet, faktisk. De fleste krofætre har ambitioner om at køre en kro med mange gæster, en kro som folk taler om vidt og bredt, men Egon ville egentlig hellere bare være i fred. Han fulgte ikke med i hvad der skete i landet omkring ham, og endnu mindre med hvad der sete i kroverdenen. Han rejste ikke rundt på “inspirationsture”, som det hedder når man selv gør det, eller “spionture” når andre gør det. Han havde aldrig taget til den årlige Krofatterkongress. Han havde kun én gang været til halbal i yngletiden, men der havde han følt sig akavet og skræmt af kromytrene, og havde ikke talt med en eneste. Ganske få andre krofolk havde mødt ham, og de fleste af disse havde glemt alt om mødet.

Men alle krofætre er til valg når en ny Rådskrofatter skal vælges, så Egons navn var på stemmesedlen. Alles navne er på stemmesedlen til disse valg. Typisk, dog, er der en lille gruppe af ambitiøse krofætre der over årene har kandideret til en plads, og gennem politisk rænkespil eller gemen bestikkelse, samlet støtte, der så udløses som stemmer ved valget. Ved alle valg i Rådets historie, var valget faldet på en af disse politiske spillere. Men tilvalg og fravalg er to sider af samme sag, og denne gang havde alle spillerne formået at skabe flere fjender end venner. Faktisk var situationen den, at blandt befolkningen af krofætre, ville de fleste stemme på enhver anden end de oplagte kandidater. Langt de fleste havde kikket på listen, og ledt efter den alternative kandidat de afskyede mindst, og da Egon var ukendt for praktisk talt alle, og de færreste derfor kunne komme i tanke om noget de ikke kunne lide ved ham, så var de fleste stemmer landet på ham.

Egon havde som sagt ikke været med til valget, og havde ikke holdt sit informeret om udfaldet heller. Det var ikke før medlemsbladet ankom at han til sin gru indså at han nu besad en af landets mest magtfulde positioner. Han havde med det samme ringet til Rådets sekretær, men hun havde smækket røret på da hun hørte hvem det var der ringede. Hun var nemlig en af de få der godt kunne huske Egon. Det er ikke så mærkeligt, da hun var Egons ældre søster, og hun syntes stadigvæk at han var træls.

Så havde Egon forsøgt sig med at ringe til Overkrofatter Uffe, der som leder af Rådets krofætre måtte kunne gøre noget. Det er ikke let at ringe til nogen hvis man ikke kender deres telefonnummer, og Egon var ikke typen der bruger Internettet eller telefonbogen. Han måtte gå rundt fra kro til kro og spørge om nogen kendte det. Og en krofatter går ikke bare hen til en anden krofatters kro! Den slags kræver både indledende og afledende diplomatiske øvelser. Dem var Egon ikke velbevandret i, men da han jo var ukendt af næsten alle, og ingen havde noget fjendskab imod ham, så blev han generelt mødt af venlighed og hjælpsomhed, og efter en lille uge havde egnes krofætre hjulpet ham med at opstøve Overkrofatter Uffes telefonnummer.

Uffe vidste ikke hvem Egon var, så han smækkede ikke røret på, men kunne forklare at reglerne ikke var til at misforstå. Er man valgt til Rådet, så er det til døden. Han foreslog behjælpeligt selvmord, men efter at have tænkt det grundigt igennem besluttede Egon sig for at en plads på Rådet måske alligevel var den bedste løsning.


BEEEEEEEP!

Alarmen vækkede Egon, der i shock fik benet viklet ind i gearstangen. Det var tid til at vikle benet ud igen og gå ind til Rådsmødet!

Fortsættelse følger (nok)


Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske. Jeg har absolut ingen plan for det, og det jeg har skrevet var langt fra det jeg troede jeg ville skrive da jeg startede. Jeg var ret sikker på at der skulle være rumskibe og eksplosioner. Det er jeg ikke længere. Men det vil vise sig.

Har du lyst til at skrive om krofætre, så synes jeg at du skal det. Så vil jeg gerne dele hvad du skriver, så vi kan kan lære Sprognævnet hvad flertalsformen for krofatter er. Har du lyst til at finde ud af hvad der sker med Egon før jeg skriver det, så skriver du bare løs. Så vil jeg gerne lægger det op og fortsætte fra hvor jeg slap.


  1. I hvert fald uden for yngleseassonen, for naturligvis skal krofætre og kromytre finde sammen engangimellem. Når det sker, så plejer de dog ikke at tale så meget sammen. [return]
  2. Proceduren for kromytre kender jeg ikke. De holder den hemmelig. Og rygter om kvinders sladdervorrenhed til trods, så holder de hemmeligheden godt. Men kromytre er også usædvanlige væsener. [return]
  3. Igennem tiderne har Rådest fremmeste regelryttere debateret om reglerne skal ændres, for at gøre farven obligatorisk sort, eller om man skal prøve at se hvad der sker hvis man bruger en anden farve gryde. Til dato er der ingen afklaring. [return]