Mailund on the Internet

On Writing, Science, Programming and more

Krofatter Egon og Hjælpepakken — 2

Is this not making any sense to you? You are not alone. If you don’t know what’s going on, or why I write in Danish, start here.


En ubehagelig opgave

Rådsmedlemmerne steg ud af deres respektive biler og begyndte at gå imod Østbjerg Kros hoveddør i afmålte skridt, der garanterede at de ville ankomme nøjagtigt fem minutter i syv, altså fem minutter før de skulle møde, og derfor præcist til tiden.

Helt perfekt gik det ikke, for da de første nåede frem til den lille trappe foran døren opstod der skærmydsler om hvem der skulle gå først op ad den. Ingen ønskede at være den første ved døren, for den første skulle åbne kroen og være vært for mødet. Omvendt ønskede ingen at de andre skulle komme først og være vært heller.

Vært-gæst forholdet er helligt blandt krofolk, med regler og traditioner der går tusinder af år tilbage. At være åbent uenig med sin vært eller sin gæst er toppen af uhøviskhed, og ingen krofatter eller kromutter med respekt for sig selv ville tillade det. Med gemene gæster er dette aldrig et problem. En krofatter vil smile og nikke, og ignorere hvad gæster siger, for deres mening er alligevel uden betydning. Men at være gæst hos en anden af krofolket er en ganske anden sag. Enhver krofatter ser det som sin pligt at rette på en anden, når denne så åbentlyst tager fejl. Og alle i Rådet ønskede sig friheden til at skændes med de andre.

Men en vært skal der være, og spillet foran døren var så gammelt som Rådet selv. Alle så de andre medlemmer an, for at afgøre hvem de var mindst uenig med, og derfor bedst kunne leve med som vært, og forsøgte så at insistere på at han eller hende da endeligt skulle gå først. Dette spil kunne i princippet fortsætte i timevis, men heldigvis var tiden altid begrænset, da skammen om at komme for sent altid ville være større en arrigsaben over at skulle holde en god tone.

Egon var gået glip af det bedste af skænderiet, da det havde taget tid at vikle benet ud af gearstangens klør, og da han ankom til bunden af trappen var han derfor ikke forberedt på den fare han befandt sig i. Overkrofatter Uffe, den ældste og mest erfarne krofatter, så straks sit snit til at udnytte Egons svaghed.

“Unge Egon!”, råbte han over forsamlingen, “er De ikke sød lige at åbne kroen for os, og finde en øl frem mens vi sætter op?”

Og det var Egon, for Egon vidste ikke bedre.

De forsamlede krofolk trådte til side, så Egon kunne gå op ad trappen, hvor han fandt at nøglen i dørens nøglehul.

Østbjerg Kro er Rådets kro, og har ingen egen krofatter. Kroen ligger øde hen det meste af året, og er kun åben når Rådet træder sammen. Når kroen ikke er i brug, låser Rådet døren, men efterlader nøglen i nøglehullet til næste gang. Det har aldrig faldet krofolket ind at en tom kro, med nøglen i nøglehullet, kunne tillokke uønskede gæster, for krofolk har ikke uønskede gæster, og da ingen havde tænkt tanken er det aldrig sket.

Idet Egon drejede nøglen, og låsen klikkede åben, blev han formelt Østerbjerg Kros krofatter for dette møde. Instinktivt begyndte han at bære øl, vin, og snacks til bordet hvor mødet skulle holdes.

De andre satte sig tilrette og tog for sig af sagerne. De begyndte at småsluddre, uden at sige for meget, da ingen ønskede at ødelægge den gode stemning. De havde alle kendt hinanden i årtier—nogle af dem havde været i Rådet i århundrede—så de vidste nok hvad der var sikkert at snakke om, og hvilke emner man skulle holde sig langt fra.

Der var teknisk set et forsamlingsforbud i landet, og de sad alt for mange, alt for tæt. Men landets regler og love gælder ikke for krofolk. Det havde et Råd for godt to tusinde år siden vedtaget, og ingen havde forsøgt at få det omstødt. Ingen er over og ingen ved siden af Rådet, så kun Rådets regler gælder—og der var generel enighed om, at for medlemmer af Rådet må reglerne tilpasse sig dem og ikke omvendt.

Uffe, der som den ældste i Rådet var Overkrofatter, og var mere organiseret end krofætre sædvanligvis er, fandt en dagsorden frem og lod øjnene løbe over den.

Det var en alvorlig sag de skulle drøfte. De havde alle modtaget dagsordenene sammen med invitationen en uge forinden, og ingen havde læst den uden bestyrtelse. Dagmar, Kromutter af Søstrup Kro havde dånet, og Kjeld, Krofatter af Rundomsknude Mølle, havde fået sin øl galt i halsen og spyttet det meste af den ud over sin bar i et hosteanfald.

“Hrpmh-hmm”.

Overkrofatter Uffe rømmede sig, og der blev tavs i stuen. Egon, der som Vært var ansvarlig for maden, listede ud i køkkenet for at skrælle kartofler. Han ville kunne høre alt derfra alligevel, for en krofatter hører alt der sker i sin kro, og for denne aften var Egon Krofatter af Østbjerg Kro.

Alle øjne vendte sig mod Overkrofatter Uffe, på nær Egons der vendte sig mod kartoflerne.

“Som I ved, har gæsterne lukket riget ned, og forbudt hinanden at besøge os.”

Rådets medlemmer nikkede. Det vidste de godt. Selv Egon nikkede over kartoflerne, for selv han havde hørt om det.

“Normalt ville det ikke vedkomme os, sædvanligt ville det rette være at vente til gæsterne kommer på bedre tanker, men sagen er langt mere alvorlig end hvad vi har set tidligere!”

Overkrofatter Uffe lænede sig tilbage i sin stol og begyndte at pudse sine briller i skjorteærmet.

“I mine 352 år i Rådet har jeg aldrig hørt om, endsige oplevet, noget lignende.” Han kneb øjnene sammen og gned sig over næseryggen. “Selv i Rådets Annaler er der ikke fortilfælde.”

Rådets medlemmer vendte blikket mod Krofatter Hans-Anton, Rådets historiker, der med sørgmodigt ansigt nikkede bekræftigende.

“Én af vor egne, en _krofatter_…”

Eller kromutter”, indskød Ingeborg af Vidrumnedder Kro, en yngre kromutter på blot 127 år med feministiske tendenser.

“Ja, naturligvis, eller _kromutter_”, fortsatte Uffe, “har frembragt den sygdom der plager landet!”

Omkring bordet udstødte Rådets medlemmer lyde af overraskelse og væmmelse. Dagmar af Søstrup Kro dånede påny. De havde ganskevist alle læst nyheden i dagsordenen, men det er noget ganske andet at høre det sagt højt. Og så af Overkrofatteren!

“Hvordan ved vi at vi er indblandet? Har nogen tilstået noget?” spurgte Hans-Anton.

Uffe tog sine briller på igen, så han kunne kikke over randen på dem, ud over det forsamlede Råd (pånær Egon, der helt havde stoppet med at skrælle kartofler i køkkenet).

“Nej. Ingen har sagt noget, og vi kender ikke den skyldige.”

“Men hvordan…?”

“Det er soleklart når man kikker på beviserne!”. Uffe afbrød Hans-Anton før mødet blev afsporet til en ophedet diskusion om epistemologi. “Vores førende undersøgere har studeret sygdommen lige siden den dukkede op, og deres konklusion er ubestridelig!”

De fleste i Rådet tænkte at de nu nok kunne bestride hvad som helst, men med så alvorlig en anklage ville det ikke være af vejen at vide, i stedet for at tro, før man gik runt og bestred.

“Sygdomme spredes igennem små dimmergøjere, som I sikkert ved. Helt usynlige for det blotte øje.”

Rundt om bordet, og i Egons tilfælde i køkkenet, nikkede Rådets hoveder. Det vidste de godt.

“Men med det rette udstyr er de tydelige at se, og jeg er sikker på at I alle har set den nye type dimmergøj.”

Egon havde ikke, for han havde ikke haft nogen syge gæster, ja nærmest ingen gæster siden sygdommen ramte landet. Men de andre omkring bordet nikkede, så han tænkte at det måtte han også hellere gøre, selvom ingen kunne se ham i køkkenet.

“Vores førende videnskabsfætre…”

“Og mytre!”

“..og mytre, tak Ingeborg, har studeret dimmergøjerne med særligt kraftige ølbriller, og konkluderet at det ikke er en naturlig dinmergøj vi har at gøre med!”

Overkrofatter Uffe hev en stak billede op af sin mappe.

“Som I kan se på siden af dimmergøjerne er der indgraveret et billede af et skældyr. Den slags forekommer ikke naturligt!”

Det var der udsædvanlig bred enighed om ved border. Der er intet naturligt ved skældyr. Og da slet ikke indgraveret på dimmergøjere.

“Men hvordan ved vi at det er en af vores?”, spurgte Ursula af Lejre Kro, den ældste kromutter i Rådet og derfor med autoritet der næsten rangerede så højt som Uffes. “Det kunne vel være menneskeskabt? Jeg hører at de er blevet meget gode til at lave små ting i Orienten.”

“Sandt.” Indrømmede Uffe. “Men ikke så gode! Måske en dag, men gæsternes teknologi er langt fra at kunne skabe dette misfoster af en dimmergøj.”

“Selv hvis det er en krofatter—eller kromutter Ingeborg, ja, lad være med at stirre sådan—hvordan ved vi så at det er en af vores? Det kunne vel være en kinesisk krofatter?”, fortsatte Kromutter Ursula.

“Eller kromu…”

“Ti stille, pigebarn!”

Ursula stirrede vredt på Ingeborg, så hun kunne forstå at man bør have respekt for alderdom og livserfaring. Ingeborg lænede sig tavs tilbage.

En trykket stemning bredte sig i lokalet. En sådan udveksling havde ført til åben krig blandt krofætre, men kromytre er knap så lette at hidse op—tilgengæld kan de bære meget mere nag end selv den bedste krofatter.

“Nå?”

Ursula vendte fokus tilbage mod Uffe, og få sekunder senere var hele Rådet fokuseret med.

Uffe stak hånden ned i sin mappe, og som en tryllekunstner der allerhelst ville lade kaninen forblive i hatten, trak han endnu et billede frem. Dette dobbelt så stort som de andre, og taget med et af de kraftigste ølbriller kendt af krofolket.

“Fordi!”, brølte han, mens han slog pegefingeren ned på midten af billedet, “Hammel ligger her!”

Under skældyret, med meget små bogstaver, der dog var store med den ekstreme opløsning, kunne de alle se “Hammel Neurocenter, hvis fundet, returner venligst”.

Ja, Egon kunne ikke se det, for han var stadig i køkkenet, men da der blev stille gik han ind for at se, og så så han.

“Men de laver da ikke dimmergøjere. De laver tænkedimmere.” sagde han, men fortrød det hurtigt da hele Rådets opmærksomhed rettedes mod ham.

“Det er sandt, unge Egon”, sagde Uffe og smilte venligt og overbærende. “Men vi har fra en ganske pålidelig kilde, at der under centeret findes et hemmeligt laboratorie. Hvis dimmergøjerne selv ikke er lavet der, så er materialet til dem bestemt. Og De skal have tak for at melde dem selv til at undersøge sagen!”

“Jamen jeg har ikke…” begyndte Egon.

Det var ingen nytte til. Da resten af Rådet så at opgaven var tværet på det yngste medlem, erindrede de alle tydligt at han havde meldt sig frivillig. Så det havde han, når så mange krofætre og kromytre så tydligt huskede det. Intet Egon kunne sige og gøre ville ændre på det.

Da den vigtige beslutning var blevet taget, blev Egon sendt tilbage til køkkenet, for efter alt det hårde arbejde var Rådets medlemmer begyndt at føle sult.

Så mens Egon skrællede kartofler, og tilberedte den traditionelle Jægergryde, diskuterede resten af Rådet hvordan de mente Egon skulle gribe sagen an, når han næste morgen skulle rejse til Hammel og finde den krofatter (eller kromutter) der havde fået lukket landets kroer.

Fortsættelse følger