Krofatter Egon og Hjælpepakken — 14

Is this not making any sense to you? You are not alone. If you don’t know what’s going on, or why I write in Danish, start here.

Afsked med Hammel

Det var midt på eftermiddagen næste dag, at Egon vågnede ved at det bankede på døren.

Flemming havde kørt ham tilbage til Pøt Mølle, og givet han en helende bryg han havde udviklet år tilbage. Krofætres medicinske viden overstiger langt menneskers, og også de fleste mytiske folks, med portnere, engle og langturschauffører som mulige undtagelser. Den er som oftest brygbaseret, og det var Flemmings også.

Byggen kunne ikke fjerne kuglen, så det havde Flemming gjort med en brødkniv. Det huskede Egon heldigvist ikke, for han var bedøvet af bryggen mens Flemming opererede, forbandt såret, og lagde Egon i seng.

Det var dog stadig bryggen der havde gjort den store del af arbejdet. Mens Flemming havde ringet rundt for at informere Rådet om den nyeste udvikling i sagen, og mens Egon bare lå og sov, havde bryggen gendannet blodkar, vævet muskelvæv sammen ingen, og efterladt Egons venstre lægmuskel i bedre tilstand end den havde været i mange år. Kunne muskler føle misundelse, så ville Egons højre læg ganske give have gjort det.

Det bankede igen på døren.

“Mjae?”

Egon var sjældent velformuleret, men særligt slemt var det når han lige var blevet vækket.

Flemming stak hovedet ind ad døren.

“Egon, der er nogen der gerne vil se dig.”

Så forsvandt Flemmings hovede ud af døren igen.

Egon kunne høre Flemmings trin ned ad gangen. Fra krostuen længere væk kunne han høre stemmer.

Han stod op af sengen og kikkede sig omkring efter noget tøj at tage på. Bukserne far dagen før var ødelagte, og Flemming havde klippet det ene ben i stykker og bagefter—fornuftigt nok—smidt dem ud. Så de var der ikke. Det var Egons trøje og sweater heller ikke. Men på en stol i hjørnet havde Flemming lagt en højrød joggingdragt frem, så i mangel af bedre tog Egon dén på, og gik så mod krostuen.

Der fandt han Overkrofatter Uffe og Krofatter Otto siddende ved et bord mit i rummet. Flemming kom ud af køkkenet med en bakke der bugnede af smørrebrød.

“Nu hvor du er oppe, så er vi vel klar til at spise frokost”, sagde han til Egon.

“En meget sen frokost,” mumlede Uffe, der havde været sulten længe, og på en sulten mave sidder der som bekendt et arrigt hoved.

Egon satte sig ved bordet, ved siden af Uffe. Flemming satte sig overfor Egon, og derved ved siden af Otto.

“Egon,” sagde Uffe og langede ud efter et stykke med roastbeef, “vi har hørt fra Flemming der har hørt fra Portner Jørgen hvad der er sket, men vi vil gerne have en førstehånds beretning.”

“Er det sandt at portneren har dræbt Emil”, spurte Otto. Hans øjne virkede lidt fugtige, men i situationen var det forståeligt.

Så mens krofætrene arbejdede sig igennem Flemmings fremragende smørrebrød fortalte Egon alt om dagen før. Om at finde Emil og Den Store Mand, om flugten gennem skoven, nærdødsoplevelsen der forblev nær på grunde af portnerens kat.

Han fortalte om Den Store Mand der skød katten. Her krympede alle krofætrene sig i forfærdelse. Egon havde set det, og de andre tre havde hørt det før, men selv ved gentagelsen var det ubegribeligt at nogen kunne gøre noget så forfærdende farligt som at skyde en portners kat.

Han fortalte om Portner Jørgens hævn, og Otto blev meget mut da han fortalte om Emils endeligt. De var alle enige om, at Egon havde været usædvanlig heldig ved ikke også at blive dræbt af portneren. Godt nok var Egon uskyldig i at katten blev skudt, men det er ikke altid at vrede portnere skelner imellem skyldig og uskyldig. Hvis han ikke havde stoppet før Egon, så kunne Portner Jørgen som sådan havde gået efter alle krofætre og mytre i hele Hammel.

At Portner Jørgen havde valgt at redde Egon i stedet for at rive ham midt over, lod Uffe de andre krofætre forstå, var usædvanligt, og noget de alle kunne prise sig lykkelige over.

Det gjorde Egon bestemt.

Da Egon havde fortalt færdig var smørrebrødet væk. Uffe rejste sig fra bordet, takkede Flemming for maden og Egon for hans hårde arbejde, og sagde at nu ville han tage hjem. Han havde allerede været væk fra sin kro for længe, lod han dem forstå.

Egon, der havde været væk fra Hammerumherreds Kro længere end det, genkendte følelsen i sig selv.

Uffe gik, og de andre rejste sig fra bordet.

Otto gav Egon hånden og takkede ham for at få ham ud af Lindholm. I hans øjne kunne Egon se, at han også bebrejdede ham for Emils død. Egon følte medlidenhed med Otto, men havde bestemt ikke ondt af Emil, der havde fået som fortjent.

Så gik Otto også.

Tilbage var nu blot Flemming og Egon.

“Nå, men…” sagde Egon.

“Ja…”, sagde Flemming.

De vidste ikke hvad de skulle sige. Et venskab mellem krofætre var uvant for dem begge.

Det blev et knus og ikke et håndtryg. Og det var så sandeligt noget.

Mere sagde de ikke, da Egon pakkede Det Hvide Lyn og kørte fra Pøt Mølle.

Der var én sidste ting Egon skulle, og så kunne han selv rejse hjem.

Han havde stadig Portner Jørgens nøgle. Jørgen havde sagt at han skulle komme forbi Neurocentret i dag, og det ville være topmålet af tåbelighed at forlade Hammel før han havde gjort det.

Egon ønskede allermest at flygte, tilbage til Herning hvor alt var godt og rart og sindsyge krofætre ikke prøver at få én skudt. Men en portner kan finde én hvor end man gemmer sig, og det ville ikke være en vis beslutning at stikke af.

Så Egon kørte til Hammel Neurocenter, gik om bag bygningen til den dør han havde brugt da han afleverede katten, og ringede på.

Klokken var ikke færdig med at ringe før døren gik op. Jørgen tog et skridt til siden og vinkede Egon ind.

Egon sank en klump. Han var lige blevet inviteret ind i en portners kælder. Han havde aldrig hørt om nogen der var vendt tilbage fra sådan én. Men han gik igennem døren.

Der var faktisk ret hyggeligt derinde.

Det lignede mest en slyngestue. Der var et poolbord og et lille barskab. På den ene væg hang et stort fladskærms-tv. På vægen overfor en dartskive.

Hvis hans skæbne var at skulle være indespærret her resten af sit liv, så kunne det være værre.

“Sæt dig ned,” sagde Portner Jørgen og pegede mod en lænestol.

Det var den ene af to lænestole. Mellem dem stod et lille bord. På bordet lå en Playstation controller.

Portner Jørgen gik over til barskabet og fandt to glas og hvad der lignede en flaske whiskey. Han satte glassene på bordet foran Egon og skænkede op. Så satte han sig selv i dem anden stol.

“Hvordan har katten det?” spurgte Egon.

“Fluffy? Han har det fint. Der skal mere end en kugle til at stoppe ham. Han er ude at strejfe. Men jeg ved jo hvem jeg kan ringe til hvis jeg skal have nogen til at finde ham…”

“Ole Rottelokker?”

Portner Jørgen lo. Det var en skræmmende ting at se.

“Men vi to har jo også et udestående,” sagde portneren så, og så alvorlig ud.

Egon fiskede hurtigt nøglen op af lommen og rakte den over bordet.

“Tak. Men det er jo lidt for sent i forhold til hvad vi aftalte!”

Dette var hvad Egon havde frygtet allermest. Alle fortællinger han nogen sinde havde hørt om portnere fortalte, at aftaler dem holder man, og man gør det til tiden!

På den måde var portnere meget lige krofætre. Tingene skal gøres til tiden, og til tiden er fem minutter før.

“Men… der er jo formildende omstændigheder…”

Egon, der havde ventet det værste havde ikke ventet de ord.

“…og det var godt hvad du gjorde for Fluffy, derud i skoven…”

Egon følte at han også burde bidrage til samtalen, og bekræfte at han bestemt havde gjort noget godt der kunne mildne straffen. Men han var frosset og kunne ikke sige noget.

“…så skal vi ikke sige at du skylder mig en tjeneste, og så er det det?”

Egon nikkede. Det virkede som det rigtigte at gøre.

Portner Jørgen samlede controlleren op fra bordet.

“Spiller du?”

Egon nikkede stadigvæk, på trods af at han aldrig havde spillet Playstation før i sit liv.

Det gjorde dog ikke noget. Portner Jørgen havde stor fornøjelse af at slå ham i alle de spil de prøvede over den næste time.

Til sidst måtte Egon dog sige stop. Hvis han skulle nå hjem til Herning i dag, så måtte han afsted.

Portner Jørgen fulgte ham ud af kælderen og over til De Hvide Lyn. Der gav de hinanden hånden.

Egon satte sig ind i bilen. Motoren startede i første forsøg. Han satte bilen i gear, rullede ud af Hammel og satte kurset vestpå. Ind i solnedgangen—metaforisk set. Hjem til Herning.

SLUT