Krofatter Egon og Hjælpepakken — 8
Is this not making any sense to you? You are not alone. If you don’t know what’s going on, or why I write in Danish, start here.
Rottefængeren fra Hammel
“Det er den forkert type dyr” påpegede Egon. “Katte og rotter er slet ikke det samme. De ligner hinanden lidt, med en snude, fire ben, og en hale, men ellers har de ikke meget tilfældes.”
Han tænkte lidt over det, og tilføjede så: “Og jeg tror generelt at katte er større end rotter. Denne her er i hvert fald.”
“Det kan være, Egon, men ham her, han ved noget om alle slags dyr. Der er bare flere penge i at fange rotter end katte, så det er det han gør mest i.”
Egon have ikke noget at sige til det, og han havde heller ikke nogen bedre idé, så modvillig gik han med til at søge hjælp hos Flemmings rotterfænger.
Flemming kendte rottefængeren særdeles godt—han var en hyppig gæst på Pøt Mølle, når kroen ellers var åben—og han tilbød at køre med Egon hen til rottefængerens hus, og se om de ikke kunne få hans hjælp som en vennetjeneste.
Det lød godt i Egons øre, da han ikke selv havde mange penge at betale for kattefangst med, og tvivlede på at Rådet ville refundere hans udgifter.
De satte sig ind i Flemmings bil—Flemming havde ikke meget tiltro til at Det Hvide Lyn ville kunne klare bakkerne, og da det var en berettiget mistillid så Egon ikke nogen grund til at tage en diskusion omkring det. Og så kørte de ellers efter hjælp.
Det var en længere køretur, specielt igennem sneen som himmelen så rundhåndet havde spredt over landskabet de seneste par dage. Rottefængeren boede i et nedlagt landbrug et godt stykke uden for Hammel, og da de kørte af landevejen og ind imod gårdspladsen tænkte Egon at selv Hammerumsherreds Kro så velholdt ud i forhold til rottefængerens hjem.
Hovedbygningen så særdeles faldefærdig ud, og lignede faktisk mest et hjem for rotter og ikke for mennesker. Den gule maling på murene skællede og der var flere store huller i taget. Ragelse flød på begge sider af den lille grusvej der førte ned til bygningen, og selve gårdspladsen kunne man tro var en losseplads, hvis man ikke vidste bedre.
Som for at undgå den forvirring hang et stort skilt på bygningen, på muren der pegede ud mod landevejen: “Hammel Rottelokker”.
“Lokker?”
Egon så eftertænksom ud da de stod ud af bilen.
“Er det ikke mest noget man gør med børn?”
“Jo, eller computere, men så staves det med ‘g’.”
“Jeg arbejder ikke med børn længere”, sagde en stemme bag dem.
Egon spjættede da han hørte den uventede stemme bag sig; Flemming så ud til at tage det mere roligt.
“Ole! Godt at se dig igen,” sagde Flemming og brød ud i at bredt smil.
Han tog et skrid frem og rakte hånden frem, stoppede så sigeselv, sænkede hånden, og to et skridt tilbage igen.
Om det var fordi det gik op for ham at han faktisk ikke havde lyst til at give hånd til rottefængeren, eller fordi han huskede sundhedsmyndighedernes anvisninger at lade være, kunne Egon ikke bedømme, men Egon besluttede sig for heller ikke at give hånd.
“Min ven her, Egon,” fortsatte Flemming, “har et problem som vi tror du lige er manden til at hjælpe med.”
Egon så Ole Rottelokker an. Det var vel en mand, jo, men der var unægteligt også noget andet i ham. Hans stikkende øjne og fremtrædende fortænder mindede Egon mere om en gnaver end en primat, og Egon ville være parat til at vædde op til flere øl på at mindst en af rottefængerens nærmeste forfædre gik på fire og ikke to ben.
Heldigvis havde racerenhed aldrig vægtet synderligt på Egons meninger om folk. Det gjorde det sjældent for krofætre, der generelt holdt lige godt af alle der betaler deres regning til tiden. Men han kunne godt se nytteværdien af et vist slægtskab til rotter, hvis man arbejdede i denne branche. Spørgsmålet var så blot om det også var til nytte hvis man skulle fange en kat.
“Jaså,” spurgte rottefængeren, “og hvad er det så et problem?”
“Det er en kat,” svarede Egon. “Jeg prøver at fange en kat. Men en kat af ganske betydelig størrelse.”
“Katte, store som små, kan være vanskelige at fange.” Rottefængeren nikkede. “Men oftest kan det klares med fisk i en fælde.”
“Det var det første vi forsøgte! Men katten var for stor. Alt alt for stor.”
“Eller også var fælden for lille! Hvor stor var din fælde?”
Egon viste med armene hvor høj, bred, og lang fælden var. Det var rottefængerens tur til at nikke.
“Jo, det er rigtignok en passende størrelse for en kattefælde. Men du siger at den var for lille?”
“Meget!”
Egon brugte fakter til at beskrive den enorme størrelse på katten, for ord alene gjorde ikke størrelsen ret.
“Det er ikke nogen almindelig kat, det kan I have ret i”.
Rottefængeren kløede sig på hagen og kikkede fra Egon til Flemming og tilbage igen.
“Der er noget som I ikke fortæller mig… hvis kat er det som I prøver på at fange?”
“Øh, det er…”
“Jeg kender kun én kat af den størrelse i området, og jeg håber ikke at det er den I prøver at stjæle!”
“Jamen, det er…”
“For det er rent selvmord at prøve at stjæle Portnerens kat! Og jeg har meget at leve for.”
Egon kikkede på landejendommen og bjergene af skrald der flød i gården og kunne ikke lige se hvad det var som rottefængeren havde at leve for, men det fandt han ingen grund til at kommentere på.
“Jamen, vi forsøger ikke at stjæle katten fra Portneren—vi prøver at fange katten for portneren.”
“Ser man deeet… er portnerens kat løbet bort? Og I forsøger at fange den igen?”
Rottefængeren kløede sig i nakken og studerede de to krofætre.
“Ja, der er I to nok på dybt vand.”
“Og netop derfor tænkte vi på dig, Ole,” brød Flemming ind. “Hvis nogen kan fange den kat, så må de være dig.”
“Ja, det skulle jeg nok kunne klare… og det vil ikke skade at være på god fod med portneren.”
Det havde Ole Rottelokker ret i. Der er altid en god idé at være på god fod med de lokale portnere.
“Kan du så hjælpe?” spurgte Egon med håb i stemmen.
“Det vil jeg tro. Lad mig hente mit udstyr, og så tager vi på kattejagt.”
Udstyret viste sig at være en lille aflang æske, som rottefængeren sad og kærtegnede på køreturen tilbage til Hammel. På vejen forhørte han Egon om hvor han havde set katten, hvordan den havde opført sig, hvor den var løbet hen efter at den havde tømt fælden, og mange andre ting, som han lod krofætrene forstå var vigtige at vide for en succesfuld kattefanger.
I Hammel parkerede Flemming bilen et godt stykke Neurocentret, og Egon udpegede for rottefængeren hvor han havde set katten. For Egons utrænede øjne havde sneen skjult alle spor af hvor katten havde været, men det lod ikke til at være et problem for rottefængeren at læse dem. Han gik lidt rundt og mumlede for sig selv mens han læste de skjulte sport i sneen, og kom så tilbage til de to krofætre.
“Planen med at lokke katten til med en fisk var ikke dårlig,” forklarede han dem, “for katten gik tydeligvis lige efter lokkemadden. Det eneste svage punkt i planen var at forsøge at fange den i et bur. Det virkede tydeligvist ikke.”
Egon nikkede. Det mente han også var præcist det han havde forklaret rottefængeren tidligere, så han var ikke synderligt imponeret over analysen.
“Vi kan gøre det samme igen”, fortsatte rottefængeren. “Vi lokker katten til med en fisk, men denne gang, når den dukker op, så lader I mig om at tæmme den.”
Med de ord åbnede han sin lille æske og tog en simpel tværfløjte ud.
Flemming, der havde kendt rottefængeren længe, nikkede anerkendende, men Egon stirrede tvivlende på fløjten.
“Er planen så at give den et gok i nøden når den dukker op? For så tror jeg at fløjten er for lille til netop denne her kat.”
“Man kommer sjældent langt ved at gå rundt of gokke folk eller fæ i hovedet, og da slet ikke med fløjter. Nej, dette er ikke en gokkefløjte men en lokkefløjte.”
Man kunne tydeligt se på Egons ansigt, at han ikke forstod et ord af hvad der var blevet sagt. Rottefængeren kunne i hver fald, og han satte fløjten til læberne og spillede et par strofer.
For Egon var det som om at styrehuset i hans hoved blev overtaget af en anden, og uden på nogen måde at ønske det begyndte han at danse rundt om sig selv. Det var ikke noget kønt syn, og da rottefængeren holdt inde med at spille, så stoppede det da heldigvis også.
Egon sundede sig et par sekunder og kikkede så spørgende på rottefængeren, der brød ud i at stort smil.
“Bare lad mig om at tæmme dyret. Når han er lokket hertil, så spiller jeg, så bliver katten kærlig som en killing, og så er alt hvad du skal gøre at samle den op.”
Imens Egon dansede rundt havde Flemming hentet posen med fisk, som han havde været forudseende nok til at tage med i bagagerummet. De lagde lokkemad ud, hvor rottefængeren instruerede dem til, og derefter var det bare at vente på at den rette kat ville komme forbi.
Heldigvis tog det ikke så længe denne gang, som da Egon havde forsøgt sig alene tidligere på dagen. Der var ikke gået mere end tyve minutter, og rottefængeren havde ikke fløjtet mere end to andre katte væk, da portnerens enorme kat kom listende om et hjørne.
Rottefængeren satte fløjten til læberne og begyndte at spille, og idet han gjorde dette vente katten retningen bort fra lokkefisken og mod de tre kattejægere.
Da katten var en god meter fra dem nikkede rottefængeren til Egon, der gik hen og samlede katten op. Den var lige så tung som den var stor—de to ting følges ofte ad—og Egon fortrød at have løftet med ryggen og ikke med benene, som han som krofatter jo vidste at han burde.
Men katten var ganske rolig, og kæmpede ikke imod. I stedet begyndte den at spinde. Det var en imponerende lyd, der ville have gjort et savværk misundelig i ren volume.
Egon var så overrasket over at planen havde virket, at han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige.
“Nå, jamen…” fik han fremstammet, “så skal vi vel bare gå hen og afleveret dyret til portneren?”
De to andre stivnede, og tog så begge et skridt væk fra Egon. Rottefængeren glemte helt at fløjte, og katten begyndte at røre på sig.
“Jeg hjalp med at fange katten, men at gå hen til en portner var ikke en del af aftalen!”, sagde rottefængeren, og spillede et par strofer for at holde katten rolig. “Jeg kan følge dig hen til døren, så dyret ikke vågner imens, men så smutter jeg altså. Du har måske en aftale med portneren, men jeg har ikke, og jeg elsker livet for meget til at påkalde mig hans opmærksomhed!”
“Og jeg, øh, jeg må hellere holde øje med at ingen stjæler bilen mens I er væk, så…” sagde Flemming og begyndte i hastige skridt at gå imod bilen, så der ikke var nogen fare for at han skulle blive overtalt til at komme med.
Egon nikkede. Han forstod dem godt. Hvis han havde valget ville han heller ikke gøre noget så selvmorderisk som at ringe på hos en portner, men han havde ikke noget valg. De andre havde, og der var ingen grund til at de skulle løbe den samme risiko som ham selv. Han forstod dem, men ønskede inderligt at han ikke ville skulle være alene med Portner Jørgen.
Han hankede op i sig selv og i katten, stivede nerverne af, og begyndte at gå langs Neurocenter bygningens mur og rundt om hjørnet. Portner Jørgen havde bedt ham om at bringe katten til bagdøren, og omend Egon helst af alt ville lade være, vidste han også at han ikke kunne slippe, og ønskede så andenmest at få det overstået så hurtigt så muligt.
Rottefængeren gik to-tre meter bag Egon og spillede på sin fløjte. Katten spandt stadigvæk.
Egon rundede det sidste hjørne før bagindgangen, og der så han en lille trappe der gik ned til en uskyldigtudseende dør. Han tog et par dybe indåndinger og gik videre. Bag sig hørte han fløjtespillet stoppe.
“Nå, men det er så langt som jeg kommer med… men bliver portneren glad for at få katten, så glem ikke at fortælle at jeg hjalp.”
Egon kikkede sig over skulderen, men der var rottefængeren allerede væk.
Kattens spinden blev svagere, og dyret begyndte at røre på sig i Egons arme.
At tøve nu ville være en fejl, og Egon tog de sidste få skridt hen til trappen. Nu spindede katten ikke længere…
Katten åbnede det ene øje og så på Egon. Den så ikke så fredelig ud længere, nu hvor musikken ikke holdt den trællebundet.
I to hurtige spring var Egon ved bunden af trappen. Der var en ringklokke.
Med hænderne fulde af en kat der blev mere og mere urolig kunne Egon ikke umiddelbart ringe på. Han fik bakset lidt rundt på dyret, der ikke blev mere rolig af den grund, og med ryggen mod døren lykkedes det ham at trykke på ringklokken med venstre albue.
En klokke der lød mere som hørte den til i en domkirke end ved en kælderdør ringede bag ham.
Det tog katten åbenbart som et signal til kamp, og den vred sig som kun katte kan, alt imens den fandt sine klør frem fra gemmerne under poterne.
Egon holdt ved så godt han kunne, men det er de færreste der kan holde på en kat der ikke vil holdes på. Har katten ydermere klør der hver især overtræder knivloven er det færre endnu. Egon kæmpede for at holde ved, men han var ikke en af de få.
Han vidste at kampen var tabt på forhånd. Han skreg af smerte mens katten skar dybe rifter i hans ene arm og hans anden skulder. Men desperationen smertede mere end de fysiske sår. Han var kommet så tæt på, og så skulle han miste katten nu!
Han kunne ikke holde ved længere. Ham måtte give slip…
Og netop som han gav op skød en arm i et blåt ærme forbi hans hoved, og en mægtig nævne greb kattens nakkeskin og løftede den op af arme Egons arme.
Katten faldt øjeblikkelig til ro. Egon følte en lettelse over at være blevet reddet, men det varede kun ganske kort, indtil det gik op for ham hvem der måtte være redningsmanden.
Egon snurrede hurtigt omkring sig selv så han ikke stod med ryggen til Portner Jørgen, hvilket betyd at han nu stod nærmest næse mod næse med portneren. Det kunne han alligevel ikke håndtere, så han faldt bagover og slog røv og albuer imod trappen. Det gjorde muligvis ondt, men hans hjerne var for travlt med at panikke til at registrere det.
“Nå, Egon, jeg kan se at du fandt min kat.”
“Gahh?!”
Det var måske ikke det mest begavede svar, men hvem af os ville klare os bedre, liggende blødende i sneen på en kældertrappe med en portner der tårner sig over os? I den situtation var det imponerende at Egon kunne forme lyde.
“Jammen en aftale er jo en aftale, så…”
Portner Jørgen fandt et nøglebundt frem og rodede igennem det, indtil han fandt en skindende Ruko serie 1200 nøgle, som han viklede ud af bundet.
“Her er nøglen til Agnes kælder.”
“Gah?”
“Glem nu ikke hvor den høre hjemme!”
“Gah!”
“Sørg for at bringe den tilbage her til i morgen!”
“Gah!”
Og med det vendte Portner Jørgen rundt, med katten på slæb gik han ind i sin bygning igen og lukkede døren bag sig.