Krofatter Egon og Hjælpepakken — 10
Is this not making any sense to you? You are not alone. If you don’t know what’s going on, or why I write in Danish, start here.
Bagbundet i bagagerummet
Æter? Hvem helvede render rundt med æter disse dage?
Disse var tankerne der løb igennem Egons smertende hoved da han kom til bevidsthed. Som krofatter kendte han sin alkohol, og han var bestemt blevet bedøvet med æter. Det er bare ikke en alkohol folk som sådan løber rundt med, så hvem havde bedøvet ham?
At det ikke var det mest presserende spørgsmål gik op for ham få sekunder senere, da han forsøgte at bevæge sig og opdagede at det kunne han ikke.
Hans hænder var bundet fast på ryggen af ham, men selv hvis de ikke var, så ville han ikke have kunnet bevæge dem meget, for vægge pressede på ham fra alle fire sider. Han åbnede øjnene og opdagede at han heller ikke kunne se noget. Et vigtigere spørgsmål var nok: hvor var han?
Dét spørgsmål kunne han så selv besvare ganske kort efter. Han var i en lille kasse, men en kasse der bevægede sig, og til tider gjorde hop der fik hans værkende knold til at værke endnu mere. Der var motorstøj og en svag lugt af udstødning.
Selv i Egons æterpåvirkede tilstand kunne hans hjerne lægger alle disse hints sammen og få det facit at nogen havde smidt ham bag i en bil, og var nu ved at køre ham et sted hen.
Han kunne selvfølgelig være heldig, og de var ved at tage ham til en overraskelsesfest, men ikke meget talte for det.
Udover Flemming, som han var begyndt at tænke på som en ven, kendte han ikke rigtig nogen i området, og Flemming kunne bare have overrasket ham når han kom tilbage til Pøt Mølle senere.
Rottefængeren virke ikke som typen der ville holde en fest for en han lige havde mødt, og hvis Portner Jørgen havde arrangeret en fest for at fejre Egon, så ville overraskelsen nok tage livet af ham. Det var der ingen grund til at bekymre sig om lige nu.
Baseret på al sin livserfaring fandt Egon det mere sandsynligt at de der havde bedøvet ham og smit ham i et bagagerum ville ham noget skidt, frem for noget godt.
Selv hvis det ikke var tilfældet, så var det nok bedst at planlægge ud fra den antagelse. Det er trods alt bedst at forberede sig på det værste og håbe på det bedste end at gøre det omvendte. Da specielt når man er bagbundet i et bagagerum.
Der var bare ikke så meget at planlægge.
Jo, overordnet kunne han godt komme på en plan. Slip fri og slip væk. Men den plan manglede en hel del detaljer.
Som han lå kunne han ikke komme til at sparke på bagagerummets låg, og under alle omstændigheder ville han ikke kunne få nok tilløb til andet end et venligt tap imod det.
Han prøvede at nå knuderne på de reb hans hænder var bundet med, men de sad for langt oppe ad håndleddene. Ikke at Egon ellers var ferm til knob og knuder, og han ville formentlig ikke have kunnet binde dem op, selv hvis han kunne nå dem.
Efter fem minutter havde han udtømt sine idéer til flugtforsøg og havde opnået præcist ingen ting. Hans hoved gjorde til gengæld stadig voldsomt ondt.
Han affandt sig med at ligge der i den nærmeste fremtid—der var ligesom ikke andet at gøre.
Mens han så lå der og fortrød alle de valg han havde truffet igennem livet, der havde placeret ham i den situation han nu var i, bemærkede han en anden lyd udover motoren.
De lød som to mandestemmer der skændtes. Når mandestemmer gør det, så er der typisk også to mænd der skændes, så i bedste fald var Egon en imod to hvis det lykkedes ham at slippe fri. Det hjalp ikke på hans humør.
Han kunne ikke mærke nogen aura fra dem. Det var bestemt ikke krofætre, og det føltes heller ikke som nogen anden form for mytiske væsner som Egon kendte til. Mest af alt føltes det som to ganske almindelige mennesker.
Men hvis det var ganske almindelige mennsker, hvordan havde de så opdaget ham? En krofatter der gemmer sig er nærmest umulig at se for ikke magiske væsener. De fleste magiske skabninger ville faktisk heller ikke have a chance. Så hvordan havde de to mennesker formået det?
Fordømt! Der slog det Egon. Sne!
Nok havde Egon gemt sig så godt, og for en krofatter er det temmelig godt, men han havde ikke tænkt på de fodspor han havde efterladt i sneen.
For de to der var kommet til døren efter ham havde det været tydeligt, ja som nyfaldent sne, at nogen var gået ind af døren og ikke ud igen.
De måtte have ventet uden for, og så slået til da han forlod kælderen igen.
Men hvad ville de med ham? Hvis overraskelsesfesten var taget af bordet, og det mente Egon at den nok var, hvad ville de så?
Det var næsten umuligt at høre hvad de snakkede om, men også kun næsten. En krofatter er fantastisk til at lytte, når ellers han ønsker det, og lige nu ønskede Egon overordentligt meget at høre hvad de to mænd sagde.
Han lukkede øjnene, ikke at det gjorde den store forskel i det kulsorte bagagerum, og koncentrerede sig. Langsomt faldt alle andre sanseindtryk bort. Bilens bevægelse, lugten af udstødning, smerten fra æterhovedpinen. Det eneste der var tilbage var lyd, og som lyden af motoren svandt bort kom stemmerne klart igennem.
“…forstår ikke hvad det er vi skal med ham?”, kom en lys, lidt fistel stemme.
“Chefen sagde at vi sku’ ta’ os af alle uve’komne der lusker rundt der, så det er hva’ vi ska’”, snerrede en hæs mørk stemme.
“Men hvad betyder det? ‘Tage sig af’?”
“Ja hva’ tror du?”
“Jeg troede vi skulle skræmme dem væk eller noget.”
“Måske… eller mer’…”
“Mere? Hvad mener du med mere? Hvad er det lige du siger?”
“Er du dum, eller hva’? Du ka’ sgu godt regn’ ud hva’ det betyder.”
Der kom ikke umiddelbart et svar, så Egon vidste ikke om den lyse stemme kunne regne det ud. Egon kunne godt—og gyste.
Bilen gjorde nu et sving, kraftigt nok til at trænge igennem Egons lyttekoncentration. Da han genvandt koncentrationen talte den mærke stemme igen.
“Ok, hold ind her og sæt mig af. Kør ud i skoven og vent. Du ka’ ikke holde her. Han vil ik’ træk’ opmærksomhed til kroen.”
Kroen? Var “chefen” en krofatter, og var de ved hans kro nu?
Egon slækkede på lyttekoncentrationen og følte efter en aura. Jo! Der var en klar aura af en kro og en krofatter her.
Men en bildør smækkede, og bilen begyndte at køre væk før han kunne få en god fornemmelse af auraen. Måske ville han kunne genkende den igen, hvis han nogensinde fik chancen, men måske ville han ikke. Han havde ikke haft den nødvendige tid til rigtigt at føle den.
Nu var bilen på farten igen, formentlig ind i skoven hvis chaufføren ellers gjorde hvad han havde fået besked på.
Der var ingen stemmer længere, så der havde nok kun været to i bilen til at starte med. Den Lyse Stemme og den Mørke Stemme, og Den Mørke Stemme var gået på kroen.
Det efterlod Den Lyse Stemme, sagde Egons hurtige aritmetik, og det var den stemme der virkede beklemt ved at “tage sig af” Egon.
Det kunne man tage som godt nyt, så det gjorde Egon.
Hvad han så kunne bruge det til var ikke klart. Han var lige så fanget, alene med Den Lyse Stemme som han havde været med begge stemmer.
Egon prøvede igen at nå rebet han var bundet med, og med det samme held som første gang han havde forsøgt. Det fik tiden til at gå, i det mindste.
De havde kørt et lille stykke tid—Egon fandt det svært at afgøre helt hvor længe, for låst inde i et bagagerum er det vanskeligt at bedømme hvor hurtigt tiden går—da bilen stoppede, og dens motor kort derefter.
Der blev stille.
Rigtig stille.
Så still at Egon kunne høre sine egne tanker, og det var ikke sjove sager der løb igennem hans hoved. Den Mørke Stemme ville Tag Sig Af Ham, og der var intet han kunne gøre for at stoppe det. Intet ud over at vente.
Heldigvis, hvis man kan udlægge det sådan, skulle han ikke vente længe. Nok føltes det som en evighed, men det var reelt nok ikke mere end ti minutter at bilen holdt parkeret, før Egon hørte en telefon ringe.
“Ja?”, svarede Den Lyse Stemme.
Der var stille nogle sekunder, mens Den Lyse Stemme lyttede til den anden ende af opkaldet.
“Ja. Ok. Kommer nu.”
Så startede bilens motor, og kort efter bilen, og de var på farten igen.
Hvis Egon kunne panikke mere ville han have gjort det, men der var ikke mere at komme efter. Han havde noget optimal panik. Og med det, opgivenhed. Han lå nu bare og lå.
Egon kunne mærke bilen holde ind til siden, hvor end den nu var. Formentlig nær kroen hvor Den Mørke Stemme blev sat af tidligere, for han følte svagt den samme aura som den gang.
En bildør gik op, og bilen gyngede som biler gør når en tung mand sætter sig ind i dem. Så smækkede døren igen.
Egon gav sig til at lytte. Der var ikke så meget andet han kunne.
“Hvad så?”. Det var Den Lyse Stemme. “Hvad sagde chefen?”
“Kør til højre her…”
Det var Den Mørke Stemme der var tilbage.
“Hvad skal vil?”
“Bar’ ligeud nu.”
“Fortæl nu bare hvad chefen sagde!”
“Han vil ha’ ham nakket!”
“Nakket!??”
Den Lyse Stemme steg næsten en oktav, og bilen slog et par sving, som havde chaufføren mistet grebet om rattet et par sekunder.
“Hold nu kæft.”
“Men vi kan da ikke bare…”
“Jeg sa’ kæft!”
Det gjorde Den Lyse Stemme så, og Den Mørke Stemme fulgte trop, omend de to nok var tavse af forskellige årsager.
Egon ville gerne have sagt noget, måske bedt for sit liv, men han kunne ikke finde ordene, og selv hvis han kunne, så havde Stemmerne sikkert ikke kunne høre ham. Mennesker er meget dårlige til at lytte, i forhold til krofætre.
Så tre stemmer, en lys, en mørk, og en skræmt, sad tavse mens bilen førte dem ud i natten. Én vidste hvor de var på vej hen, en anden kunne se hvor de kørte, og den sidste, i bagagerummet, kunne end ikke det.
Efter endnu en evighed, for Egon i hvert fald, brød Den Mørke Stemme tavsheden.
“Hold ind her.”
“Jeg vil altså ikke være med til det her! Han har ikke gjort os noget…”
Den Lyse Stemme var stadig højere end første gang Egon hørte den.
“Så må jeg vel os’ ta’ mig af dig?”
Den Mørke Stemme var ikke mørkere, men den havde også været mørk nok til at starte med.
Der kom ikke noget svar fra Den Lyse Stemme. Men bilen standsede.
En bildør gik op, og bilen rokkede på den måde biler gør når en tung mand stiger ud. Meget lig, men dog forskellig fra, den måde biler rokker når store mænd sætter sig ind.
Så gik den anden bildør op, og bilen rokkede da den anden mand steg ud. Ikke så meget som den første; det var nok en lettere vægt bilen ikke længere skulle bære.
“Altså, er du sikker på det her?”
“Hold så for helvede kæft med det der!”
Egon hørte skridt på begge sider af bilen, tunge på højre side og lettere på venstre. De kom ned imod ham. Rundt om bilen. Standsede foran bagagerummet.
Click, sagde bagagerummets lås, uanfægtet af sagens alvor.
Egon lukkede øjnene. Han havde ingen lyst til at se sin skæbne, når lågen gik op.
Men lågen gik ikke umiddelbart op.
I stedet lød der et hurtigt dunk, og ganske kort efter et mere langtrukket bump.
Et bump, som var nogen faldet omkuld.
Et sekund efter gik lågen endelig op. Egon kneb øjnene sammen, men ikke nok til at skjule at der nu flød lys ind til ham i bagagerummet.
“Hej! Du!”
Det var Den Lyse Stemme.
Egon åbnede forsigtigt det ene øje.
Den Lyse Stemme vidste sig at være en ranglet mand i en vinterfrakke der så ud til at være flere numre for stor til ham. Han havde den ene hånd på bagagerummets låg, og i den anden hånd holdt han en pistol.
Den Mørke Stemme var ikke til at se fra bunden af bagagerummet.
“Vend dig om”, sagde den ranglede mand.
Egon var ikke meget for ligefrem at hjælpe de to mænd med at “tage sig af ham”, men et par vink med pistolen fik ham på bedre tanker.
Hvis du ikke har prøvet det kan jeg fortælle dig at det ikke er nemt at vende sig om på maven hvis du er bagbundet og pakket ned i et bagagerum. Du kan prøve det hvis du ikke tror på mig. Men med besvær og en del prusten fik Egon vendt sig rundt, så han lå og pegede ind mod bilen, med med ryggen og de bagbundne hænder ud imod manden med pistolen.
Egon var begyndt at blive forvirret. Det var en hjemmevandt tilstand for Egon, men en skarp kontrast til visheden om sin forestående død.
Hvorfor skulle han vende sig om?
Måske ønskede den ranglede mand ikke at se ham i øjnene når han skød ham, men hvis han skød ind imod bilen, så ville forsikringsselvskabet garanteret stille spørgsmål.
Skuddet kom da heller ikke. I stedet greb manden hans håndled, og Egon mærkede en kold klinge imellem dem. Med to hurtige bevægelser var Egon skåret fri.
Egon kikkede forsigtigt over skulderen. Den ranglede mand havde taget to skridt bagud, og var ved at lukke en lommekniv. Mens Egon begyndte at vende sig om, pakkede manden kniven væk i sin inderlomme, og fandt pistolen frem igen fra en anden lomme.
Han rettede pistolen mod Egon igen.
“Ud af bilen!”
Egon adlød. Hvad skulle han ellers.
Da han stak hovedet ud af bagagerummet for at kravle ud så han at der lå en enorm bevidstløs mand bag bilen. Udelukkelsesmetoden tilskrev hvem var.
Den ranglede mand måtte have slået Den Mørke Stemme ud. Det gav Egon håb. Hvis den ranglede mand ville skyde ham, så kunnen han have gjort det uden at blive uvenner med den anden mand, og den anden mand lignede ikke en man havde lyst til at være uvenner med.
Egon hoppede ud af bilen, og kikkede afventende på den ranglede mand.
“Gå over på den anden side af vejen!”
Manden viftede med pistolen, som for at indikere hvor den anden side af vejen var. Egon kunne godt gennemskue vejens geometri, og krydsede den til den anden side.
Den ranglede mand giv imens frem til føresidedøren på bilen og åbnede den.
“Du har aldrig set mig, ok?”
Egon nikkede, i strid med sandheden.
“Hvis jeg var dig”, fortsatte den ranglede mand, “så ville jeg forsvinde fra Hammel. Det gør jeg i hvert fald selv. Du har ikke lyst til at se hvad de gør ved dig hvis de fanger dig igen!”
Det havde han ret i. Egon havde ikke lyst til at se hvad der ville ske.
Manden startede bilen, og så hurtigt man nu kan når man kører på en is og snedækket skovvej, forsvandt han ned ad vejen.
Tilbage stod Egon, på en skovvej langt fra alting, uden nogen idé om hvor han var, eller hvordan han skulle finde hjem. Det eneste han ønskede var at finde tilbage til Pøt Mølle, ringe til Rådet og fortælle dem hvad der var sket, hoppe i Det Hvide Lyn og så ellers forsvinde fra Østjylland for altid. Den slags her skete ikke i Herning, og han savnede Herning og Hammerumsherreds Kro mere end nogensinde før.
Han vidste ikke hvilken retning han skulle gå i, men det kunne han bekymre sig om senere. Så længe Den Store Mand med Den Mørke Stemme lå der, så skulle han bare væk. Han fandt en krone i en lomme. Plat for retningen bilen var kørt i, krone for retningen de var kommet fra. Det blev krone.