Krofatter Egon og Hjælpepakken — 11
Is this not making any sense to you? You are not alone. If you don’t know what’s going on, or why I write in Danish, start here.
En smugkro i skoven
Egon løb.
Væk fra den store mand der lå i sneen. Væk fra hvor han næsten havde mistet livet.
Han løb ikke særligt hurtigt, for det kunne han ikke på den isede skovvej, og i mørket var risikoen for at falde for stor. Han ville væk, men det tjente ikke noget formål at spurte hundrede meter, og så ligge med en forvreden fod og jamre indtil manden vågnede, eller indtil han døde af frost, hvad der end ville komme først.
Men han løb. Uden at vide hvorhen. Bare væk.
Han løb indtil han ikke kunne mere. Da han ikke længere kunne løbe, så gik han. I vinternatten ville det betyde døden at stå stille.
Til at begynde med fulgte han sporene fra bilen der havde kørt ham herud, men sneen dækkede dem mere og mere som tiden gik, og snart var der ikke nogen spor at følge. Så fulgte han bare vejen. Og når vejen delte sig, tog han en tilfældig retning.
Der er ingen rigtig store skove i Danmark, og før eller siden ville han finde ud. Så længe han kunne holde sig varm, og skjult fra skumle typer der ville ham til livs, så skulle det nok gå. Det blev han i hvert fald ved med at fortælle sig selv.
Som natten gik blev han dog mindre og mindre overbevisende.
Egon var snart klar til at give op. Han var træt, kold, og fortvivlet. Han kunne ikke mere.
Grøften ved siden af vejen så indbydende ud. Der kunne man godt lægge sig lidt. Tage chancen med frosten.
Han rystede på hovedet. Han måtte kæmpe imod modløsheden.
Han så op, og følte den første gnist af håb i mange mørke timer—på himlen fornemmede han en forandring. Den virkede lidt lysere.
Egon kæmpede sig til at gå lidt længere, og holdt alt i mens øje med himmelen. Jo, den var ved at blive lysere. Morgenen var på vej. Han havde overlevet natten.
Han var stadigvæk fanget i skoven, men når lyset kom ville han bedre kunne orientere sig selv, og derfor have en bedre chance for at finde ud. Og måske ville han kunne høre trafik, som han så kunne gå i retning af.
Som morgenlyset bredte sig voksede håbet i Egon. Hans trin blev lettere. I stedet for kun at tænke på sit livs elendighed, fortidig såvel som nutidig, begyndte han at koncentrere sig om sine omgivelser. Kikke efter kendetegn han kunne bruge til at slippe ud af skoven. Begyndte at lytte efter tegn på liv, som han kunne bevæge sig imod.
Og han hørte noget!
Et godt stykke væk, men det lød som længere nede af den vej han gik på, var der stemmer.
De var for langt væk til at han kunne høre hvad de sagde, men det var bestemt stemmer.
Egon fortsatte ned ad vejen, lidt hurtigere end før.
Stemmerne blev tydeligere, og han kunne nu også høre hvad der lød som klirren med glas. Han var stadigvæk for langt væk til at høre hvad der blev sagt, men imellem træerne, et godt stykke længere fremme, kunne han se bevægelse.
Egon standsede op.
Oven på nattens oplevelser var Egon ikke klar til straks at løbe hen og give sig til kende. Han ønskede inderligt at finde nogen der kunne hjælpe ham ud af skoven og hen til Pøt Mølle, så han kunne komme endeligt væk fra Hammel og hjem til Herning. Men stemmerne længere fremme kunne jo være i ledtog med dem der havde kidnappet ham aftenen før.
Statistisk set var chancerne for det små, men han havde fået en dårlig fornemmelse af det der lå foran ham, og den fornemmelse var vokset som han kom nærmere.
Det var måske bedst lige at se situationen an, før han gav sig til kende. Bare for at sikre, at han ikke gik lige tilbage i løvens hule, efter at have flygtet fra den hele natten.
Egon besluttede sig for i stedet at snige sig imellem træerne hen mod stemmerne, og tage et nærmere kik.
Der var faldet så meget sne på ham i løbet af natten at han var godt camoufleret i skovbunden—og hvis vi skal være ærlige havde han også rullet i sneen et par gange, hvor vejen havde vist sig at være særligt glat, hvilket også hjalp ham med at ligne en snedækket skovbund. Så det var en nærmest usynlig Egon der nu krøb frem mod stemmerne.
Da han kom nærmere så han at stemmerne kom fra tre mænd der var ved at slæbe kasser fra en varevogn og ind i en lille bygning der lignede, og formentlig var, en jagthytte. Men det var ikke hvad han så, der bekymrede ham. Det var hvad han følte. Han fornemmede nu klart en aura af en anden krofatter.
En krofatter kan altid mærke når han er nær en anden krofatter, eller nær en kro som en krofatter kalder hjem. Her var en aura af begge dele, men begge var svage og den ene føltes forkert.
Hvis der havde været en krofatter i nærheden nu, så ville Egon have følt det kraftigere. Krofætre kan mærke hinanden på lang afstand, og var der en krofatter i hytten foran ham nu, så ville han have bemærket det længe inden han kom så tæt på. Men der havde været én der for nyligt, eller også var det et sted som en krofatter besøgte ofte.
Fornemmelsen af at være en nær en kro var ikke blot svag, men anderledes end Egon var vandt til. En kro føles som “hjem”, som “kaminild”, som “gæster” og “hygge”. Som et sted der er elsket. Hver kro har sin egen aura, der tager form fra bygningen selv, blandet med auraen af krofatteren der ejer den.
Her var en aura der smagte af kro, men ikke af hjem. Et sted med gæster, men ingen hygge. Et sted der var ejet—men ikke elsket—af en krofatter.
Og så slog det Egon, hvad det var han så foran sig: en smugkro!
Mange en kromutter har skræmt sine børn med, at hvis de ikke opfører sig ordentlig, så vil de aldrig kunne få deres egen kro, og i stedet leve en kummerlig tilværelse med at drive smugkro. Efter egnsteater er det det mest skammelige en krofatter kan forestille sig. Smugkroer er noget mennesker driver; en krofatter eller kromutter ville vælge døden frem for et sådant liv.
Trods det, så kunne hytten her ikke være andet. Kasserne som mændende slæbte fra varevognen klirrede som flasker, auraen af krofatter var ikke til at tage fejl af, og den perverterede fornemmelse af glædesløs kro måtte være auraen fra en smugkro.
Var det kommet så vidt med nedlukningen af landets, at en krofatter var tyet til dette? Kunne nogen vitterligt være så desperat?
Alle landets kroer led, men Egon havde ikke forestillet sig at at det kunne drive nogen så langt ud. Var der andre krofætre i landet der var faldet så dybt? Var katastrofen så meget større end han havde forestillet sig?
Egon havde måske ønsket sig langt væk hele natten, hjem til den trygge havn in Herning, men som han lå der og sansede den fornedrelse og fordærv der emmede fra smugkroen, og følte sorg for den krofatter der havde følt sig tvunget ud i denne nedværdigelse, samlede hans vilje sig i en kerne af hårdhed han aldrig tidligere havde oplevet. Han måtte finde den skyldige. Hvem der end havde forårsaget dette, dette misfoster for af en kro, denne ydmygelse af en krofatter—og måske flere riget over—måtte findes, måtte straffes. Og Egon var den der ville finde ham.
Den omsorg og medfølelse Egon havde for smugkroens ejer dalede dog drastisk da en stor skikkelse viste sig i døråbningen. Og da et “hey, se så li’ og få lidt fart å’!” kom som en mørk og hæs stemme fra skikkelsen faldt alle positive følelser bort.
Måske var der andre krofætre og kromytre der havde hans sympati, for hvad de måtte gøre for at klare sig igennem situationen de uforårsaget var havnet i, men hvis Den Mørke Stemme var her, så var smugkroens ejer snarere skurk end offer.
Egons vilje til at fange og straffe den skyldige brændte stadig i ham som en uudtømmelig hævntørst. Men der var ikke længere nogen medfølelse, ingen sympati, ingen ynk.
Havde Egon været blot en lille smule modigere, eller en lille smule mere dumdristig, ville han have stormet smugkroen lige der. Kastet sig over alt og alle for at dræbe og destruere, for at udslette denne vederstyggelighed. Men han vidste så udemærket at han næppe ville nå frem til hytten før nogen havde skudt ham, og skulle han imod alle odds nå frem til mændende, så ville de enkeltvis og i særdeleshed i flok kunne tæske ham fordærvet før han fik et enkelt slag ind.
Så i stedet begyndte han langsomt og forsigtig at kravle baglæns imellem træerne, væk fra smugkroen.
Han kunne ikke klare smugkrobanden selv, så han måtte have hjælp. Han havde måske ikke opklaret hele sagen, men han havde da fundet den krofattermaskine der blev brugt til at lave dimmergøjere—omend han så også havde mistet den igen da han var blevet kidnappet. Og han havde fundet smugkroen, og auraen i den burde være nok til at kunne identificere den skyldige krofatter. Hvis han kontaktede Rådet, så ville de sende hjælp, og Rådsmedlemmer, de var ikke til at spøge med.
Hvis man ellers så bort fra Egon, og det gjorde han selv.
Det satte ham desværre tilbage i den situation han havde været før at han fandt smugkroen, og som han havde været i hele natten: på flugt og fortabt i en ukendt skov. Nu var der bare, som ekstra kulør, et ukendt antal mænd der ville ham til livs få hundrede metre fra ham.
Men nu var det blevet lyst, og det ville hjælpe Egon med at finde rundt. Selvfølgelig ville det også være nemmere for slynglerne at se ham, men hvis ikke han lavede bommerten med at efterlade tydelige fodspor, så regnede han ikke med at de ville opdage ham. Med mindre der kom en krofatter forbi, så følte Egon sig sikker nok på at han kunne holde sig skjult.
Så da han var kravlet tilbage vejen sneg han sig frem langs den, til en lille sidevej der førte ned til smugkroen. Der kunne han se hjulsporene fra varevognen, og retningen vognen var kommet fra. Der var en god chance for at sporene ville lede tilbage til civilisationen, så det var Egons bedste bud at følge dem.
Mændende var stadig igang med at slæbe kasser ind i hytten for enden af sidevejen, så Egon burde kunne snige sig forbi uden at blive set, og så ellers sætte i galop ned ad vejen. Men netop som han skulle til at gøre det, følte han en ny aura bag sig.
Han snurrede rundt, og et godt stykke længere nede af skovvejen kom en mand løbende imod ham. Manden vinkede arrigt mod Egon, men det var ikke det som Egon fokuserede på. Det var den stærke aura af en krofatter. En aura der mindede om den svagere der kom fra smugkroen. Hvis smugkroen bar en skygge af en krofatter aura, så var det den faktiske krofatter der kom løbende imod ham.
Egon tog benene på nakken. Ikke bogstaveligt, for det kan krofætre ikke, men han løb. Den aktuelle panik trumfede nattens træthed, og Egon spænede afsted.
Der var ingen støj bag ham. Ingen lyd af en varevognsmotor der blev tændt, ingen tramp af store mænd i løb, intet. Efter et minut eller to turde Egon kikke sig over skulderen, og der var ingen efter ham. Han var alene på vejen.
Måske havde krofatteren sat sin bande til at rømme smugkroen i stedet for at sætte efter Egon, men det ville være formålsløst. Selv hvis de tømte den fuldstændig, selv hvis de brændte den ned til grunde, ville auraen stadig hænge ved i mange dage.
Auraen fra en kro hænger ved i mange år, og selv om en smugkrog blot er en sørgelig skygge af en rigtig kro, så ville auraen ikke forsvinde foreløbig. Den ville være der, når Rådet fandt stedet, og auraen ville identificere krofatteren.
Det bedste skurken kunne gøre var at skaffe Egon af vejen, så Rådet ikke fandt smugkroen. Men de havde ikke sat efter Egon—ikke at han klagede.
Måske havde krofatteren indset at Rådet også ville komme og snuse rundt hvis Egon forsvandt på en mission. Måske ville han forsøge at flygte, nu hvor han indså at Egon havde afsløret ham.
Egon var bare glad for at det så ud til at han ikke var i umiddelbar fare.
Han satte dog ikke farten ned. Der var ingen grund til at udfordre skæbnen nu.
Han fortsatte ned ad vejen, og inden længe begyndte det at tynde ud i træerne, og snart derefter nåede han skovbrynet. Vejen fortsatte, og det gjorde Egon også. I det fjerne så han Hammel, og ud fra Hammel, kørende i retning mod Egon, så han Flemmings bil.
Egon var reddet.