Mailund on the Internet

On Writing, Science, Programming and more

Krofatter Egon og Hjælpepakken — 12

Is this not making any sense to you? You are not alone. If you don’t know what’s going on, or why I write in Danish, start here.


Rådet kommer til undsætning

Egon løb imod bilen mens han vinkede med begge arme efter bedste evne.

Bilen satte farten op og kørte ham imøde.

Da den kom nærmere så Egon at der var to mænd i bilen, Flemming og en tyk mand han ikke havde set før. Samtidig mærkede han en krofatteraura.

Det var usædvanligt i sig selv at en krofatter ville køre rundt med en anden, men ikke foruroligende. Landet var i en uvant tilstand, med sygdommen der hærgede og lukkede kroer overalt, og krofætre hjælper hinanden når situationen bliver tilstrækkelig desperat.

Hvad der derimod var foruroligende var den aura Egon fornemmede. Den aura var nemlig meget lig hvad han havde følt ved smugkroen, og lig den krofatter han havde flygtet fra.

Kunne hans forfølger havde nået frem til Flemming i den tid det havde taget Egon at komme ud af skoven? Det virkede ikke sandsynligt. Men det var hvad auraen føltes som!

Egon standsede op. Han havde ikke længere lyst til at nå frem til bilen, men bilen havde ikke samme betænkning ved det, og fortsatte frem imod ham. Efter ganske få minutter nåede den frem, og Flemming trillede frem og standsede ved siden af Egon.

“Egon! Hvor er det godt vi fandt dig. Vi har ledt efter dig hele natten.”

Egon kikkede fra Flemming og over på den fremmede krofatter og så tilbage igen.

“Er du okay?”, spurte Flemming. “Du ser lidt medtaget ud. Hop ind, og lad os få dig til Pøt Mølle og få dig vasket og varmet op.”

Egon blev stående. Der var ingen tvivl om at den anden krofatter aura var meget lig den han havde følt før.

“Det her er Emil fra Bakkekroen,” fortsatte Flemming og pegede på den anden krofatter. “Han har hjulpet med at lede efter dig. Hop nu ind så vi kan komme tilbage. Rådet kommer snart, og vi skal være tilbage når de ankommer.”

Rådet? Var Rådet på vej?

Det glædede Egon at høre, og hvis Flemming havde tilkaldt Rådet, så var alt nok blive godt. Selv hvis der sad en krofatter med en mistænkelig aura ved siden af Flemming.

Egon satte sig ind på bagsædet af bilen uden at sige noget. De andre to lod sig ikke bide mærke i det.

“Der er godt nyt”, sagde Flemming mens han vendte bilen og pegede den tilbage imod Pøt Mølle. “Ja, eller, måske knap så godt nyt for dig, Emil, selvfølgelig…”

Egon kunne ikke se den anden krofatters ansigt fra bagsædet, men han kunne se at hans skuldre sank sammen.

“Emil her, ser du, har løst mysteriet. Vi ved hvem der har skabt dimmergøjerne, og Rådet er på vej for at arrestere ham.”

“Hvem?”

Egon syntes at det var på tide at han sagde et eller andet også.

“Min far”, sagde den anden krofatter.

De to ord forlod ikke villigt hans læber. Det var en stille og grådkvalt stemme, og det var kun fordi Egon havde en krofatters hørelse at han fangede ordene på bagsædet.

“Jeg fandt ud af det i aftes…”

Flemming, der fornemmede at det ville blive en meget lang fortælling hvis den skulle foregå i Emils tempo—meget længere end køreturen ville være i hvert fald—tog over, og mens de kørte tilbage til Flemmings kro, varme og sikkerhed, fik Egon den korte version af hvad de andre to havde bedrevet natten igennem.


Da Egon ikke var vendt tilbage efter han var gået ud for at undersøge kælderen under Hammel Neurocenter, og det efterhånden var blevet et godt stykke over midnat, havde Flemming kørt ind til Neurocentret for at se hvad der var blevet af ham.

Der var ingen spor efter Egon der—de der havde været der var for længst blevet dækket af sneen—og ingen havde reageret da Flemming havde banket på den skjulte dør.

Det gav Flemming tilstrækkelig grund til at mistænke at Egon var kommet i vanskeligheder—hvad han jo også var. Da hele sagen var ganske alvorlig, fandt Flemming det bedst at informere Rådet om hvad der var sket. Hvad de havde fundet ud af omkring dimmergøjerne og den mulige forbindelse til Agnes kælder, og omkring Egons forsvinden.

Han havde derfor kørt tilbage til Pøt Mølle og ringet til Overkrofatter Uffe, der godt nok ikke brød sig om at blive vækket midt om natte, men der medgav at det var en alvorlig situation og at Rådet hellere måtte komme til Hammel og se på sagen. Uffe ville derfor samle de fra Rådet han kunne få fat i, og som kunne være i Hammel næste morgen.

Flemming, der var bekymret over hvad der kunne ske med Egon inden Rådet ankom, kørte så ud i natten igen, for at lede. Ikke at han vidste hvor han skulle lede, eller hvad han skulle lede efter, men som mange nok kender fra sig selv, så føles det nogen gange bedre at gøre noget, selv om det ikke rigtig nytter, frem for at gøre intet.

På mirakuløs vis havde det så nyttet noget alligevel. På landevejen, ikke så langt fra Bakkekroen, havde han set Emil gå i vejkanten. Emil var søn af krofatter Otto, der ejede Bakkekroen, og omend de ikke kendte hinanden godt, så kendte Flemming da til ham, så han havde stoppet for at se hvad Emil havde gang i.

Der, midt på vejen, i natten og i sneen havde Emil brudt sammen og det havde taget en rum tid for Flemming at berolige Emil, men langt om længe kom historien frem.

Emil var blevet vækket tidligere på natten ved at kroens dør var smækket i. Han var stået op for at se hvad der var på færde, og havde set sin far stige ind i en varevogn og køre bort.

Det var ganske ulig Emils far at luske rundt om natten, så Emil var blevet nysgerrig. Normalt ville han aldrig snage i andres ting, det svor han, men lige i denne situation kunne han ikke dy sig.

Så han var gået ind på sin fars arbejdsværrelse for at se hvad han arbejdede med for tiden, og måske der få et hint om hvad der foregik.

Der havde han fået sit unge livs største chok.

Emil vidste egentlig godt at kroen ikke kørte specielt godt, men ifølge hans fars regnskab var det klart at den kørte overordentligt ringe. Faktisk var Bakkekroen på fallittens rand.

Men i regnskabet var indført indtægter fra Statens hjælpepakke, og med disse ville kroen lige kunne klare sig. Det besynderlige var, at de beregninger var lavet før der var nogen hjælpepakke—ja før der var nogen pandemi overhovedet!

Hvordan kunne Emils far have indberegnet en hjælpepakke i regnskabet, før der var nogen sygdom og nogen hjælpepakke? Det blev klart da Emil læste videre. For i hans fars papirer lå arbejdstegninger til en dimmergøjmaskine, og flere udkast til den genetiske kode for dimmergøjere.

Det stod krystalt klart for Emil, at hans far havde skabt en sygdom, og sluppet den løs på hele verden, i et desperat forsøg på at redde Bakkekroens økonomi.

Emil forstod godt at desperation kan føre til overilede handlinger, og enhver krofatter ville have sympati for at gå overordentlig langt for at redde en kro, men dette var alligevel for meget.

Så Emil var gået ud i natten for at lede efter sin far, og det var der han havde mødt Flemming.

Fra bilen havde de ringet til Overkrofatter Uffe igen, og opdateret ham omkring tingenes tilstand. Uffe havde, nok engang, garanteret at Rådet ville være i Hammel tidligt næste morgen.

Så havde de fortsat Flemmings søgen efter Egon.


Flemming afsluttede sin beretning idet de rullede ind på gårdspladsen ved Pøt Mølle. Der, i midten af gårdspladsen, holdt en minibus parkeret, og omkring minibussen stod to kromytre og tre krofætre. Uffe var en af dem, og han vinkede dem over til sig.

“Ohøj! Jeg ser at I har fundet unge Egon. Du må være Flemming,” sagde han og pegede rigtigt nok på Flemming, “og så må du være Emil.”

Hans brug af udelukkelsesmetoden var korrekt, og både Flemming og Emil nikkede. Egon smilede akavet og gav et lille vink til Uffe og de andre fra Rådet.

“Er der noget mere nyt? Ud over at Egon er i god behold,” han smilede til Egon, “hvad vi naturligvis er meget glade for.”

De fremmødte fra Rådet så ikke ekstatiske ud over at Egon var fundet uskadt, men det så heller ikke ud til at nogen havde noget i mod det.

“Er der også nyt omkring krofatter Otto?”

Emil rystede på hovedet. Han havde allerede fortalt alt hvad han vidste om sin fars ageren i sagen.

“Men jeg har fundet en smugkro”, sagde Egon så.

Det rystede hele forsamlingen, selv Flemming og Emil der heller ikke havde hørt Egons beretning endnu, da hele køreturen tilbage var gået med deres egne oplevelser i løbet af natten.

“Hvadbehager?” råbte Uffe. “En smugkro? Er du sikker?”

Egon nikkede.

“Ude i skoven, ikke så langt herfra. Jeg kom forbi den da jeg var på flugt fra de slyngler der ville slå mig ihjel. Altså, den ene af dem der ville slå mig ihjel, den anden slap mig jo fri, men så kom jeg forbi…”

Han kunne se at han havde tabt sit publikum. Måske var præsentationen også lidt rodet.

“Stop, unge Egon. Tag en dyb indånding, og fortæl os så hele historien. Krofatter Flemming, du har sikkert en bitter som du kan servere imens vi hører Egons historie?”

Det havde Flemming, og omend han gerne ville lytte med, så gik han ind og hentede en flaske og en bakke glas imens Egon begyndte sin beretning. Selv om der egentlig ikke var sket så forfærdelig meget, når alt kommer til alt, så tog det et godt tid for Egon at komme igennem det hele, og Flemming fik det meste af fortællingen med alligevel.

Der havde været bekymrede miner da Egon fortalte om sine oplevelser i bagagerummet, og om den store mand der ville skyde ham, men det var smugkroen der gjorde det største indtryk. Det var nærmest utænkeligt at en krofatter ville gøre noget så vederstyggeligt. Selv for en krofatter der var i stand til at slå millioner af mennesker ihjel for at få en hjælpepakke.

“Han er jo et monster!” udbrød en af de to kromytre da Egon afsluttede sin beretning.

“Ja,” sagde Uffe, “og et monster vi må og skal fange og uskadeliggøre før at han gør mere skade.”

Uffe kikkede over på Emil, der stod lidt derfra og stirrede ned i jorden.

“Ja, jeg ved det godt…”, sagde Emil sagte, “men det er jo min far…”

“Ja,” sagde Uffe i en tone han måske håbede var sympatisk, men ikke rigtig var det.

“Kom, vi deler os i to,” fortsatte han. “Et hold kører til Bakkekroen og under søger den, og det andet, ledet af mig selv”—her smilede han, for han kunne godt lide at være den der bestemmer—“kører med Egon ud og finder smugkroen.”

Egon var ikke vild med at skulle tilbage til det sted, men da han var den eneste der vidste hvor smugkroen lå, så måtte han jo være den der viste vej.

Han nikkede, og prøve at se handlekraftig og modig ud.

“Må-…måske kan jeg prøve at ringe til ham? Se om han vil melde sig? Så han ikke behøver at komme til skade…”

Gruppen vente sig som enhed imod Emil, der havde foreslået denne utraditionelle strategi.

“Jeg mener, han er min far… og måske kan jeg tale ham til fornuft! Jeg er bange for hvad han ellers kan finde på…”

Det lød sådan set fornuftigt nok, og specielt fra en så ung at han ikke engang har sin egen kro endnu. Så der var ikke nogen i gruppen der havde noget argument imod det. Det var bare en uvandt strategi. Når krofolk endelig tager sig sammen og skrider til handling, så plejer den handling at være mindre subtil. Mere vold og magt, og mindre snak og overtalelse.

“Jo, det kan jo ikke skade,” sagde Uffe så. Da ingen af de andre havde noget bedre at sige, tav de.

“Gå ind i krostuen og ring. Imens gør vi os klar til at køre ud at finde ham, ifald du ikke har held med foretagendet.”

Emil gik ind i Pøt Mølle, og de andre begyndte at planlægge eftersøgningen efter Krofatter Otto. Planen blev at Emil, Flemming og to fra Rådet skulle tage Flemmings bil til Bakkekroen. Resten skulle tage Rådets minibus ud til smugkroen. Det var den største gruppe, men smugkroen var sikkert også det farligste sted, så det gav god mening mente de alle. Da specielt de der var i den store gruppe.

Emil kom tilbage ud på gårdspladsen, og tåre trillede ned af hans buttede kinder.

“Han er ikke til at snakke med. ‘I tager mig aldrig levende’, sagde han. Lov mig at vi gør? Lov mig at I ikke slår min far ihjel!”

De havde naturligtvis alle ondt af Emil, men flere af krofætrene tænkte ved sig selv, at det måske var den bedste løsning på problemet med en krofatter der driver smugkro.

Egon var forbløffende nok ikke nær så morderisk i sine tanker, på trods af at Krofatter Otto næsten havde fået ham slået ihjel. Det skyldtes måske træthed, men kan også meget vel være fordi Egon så sjældent ønskede nogen anden død.

“Vi skal gøre vores bedste. Men han stoppes. Det forstår du vel?” sagde Uffe, og steg ind på føresædet af minibussen.

Ingen af de andre sagde noget, og flokken begyndte at fordele sig på henholdsvis Flemmings bil og minibussen. Emil var den sidste til at finde sin plads, på bagsædet af Flemmings bil.

Først kørte Flemming ud ad af gårdspladsen, og så minibussen. Uffe kørte og Egon viste vej. Ud i skoven; ud til smugkroen.

Fortsættelse følger…