Mailund on the Internet

On Writing, Science, Programming and more

Krofatter Egon og Hjælpepakken — 13

Is this not making any sense to you? You are not alone. If you don’t know what’s going on, or why I write in Danish, start here.


Opgøret

Da de stadigvæk var langt fra skovbrynet kunne Uffe og Egon gennem forrude se en stor søjle af røg stige op fra et sted inde i skoven.

Uffe satte farten op, og halvt guided af røgen og halvt af Egon kørte han minibussen så hurtigt han kunne ind i og igennem skoven.

Snart kunne de se mere end røg. Der var flammer mellem træerne længere fremme, og da det ikke just var vejr eller season for skovbrande måtte det være smugkroen der nu stod i brand.

Og det var det. Ganske kort tid efter de så flammerne genkendte Egon den sidevej der førte ind til smugkroen, og Uffe svingede ned af den i høj fart, og standsede så med hvinene dæk i lysningen hvor smugkroen havde ligget natten i forvejen, men hvor der nu kun var et imponerende stort bål.

Auraen alle i bussen følte var dog ikke til at tage fejl af. En følelse af råddenskab og fordærv, blandet med fornemmelsen af en kro hvor man ikke var velkommen, hvor faktisk ingen var. Igennem denne syge atmosfære løb en aura meget lig Emils, der måtte tilhøre hans far, Krofatter Otto. Beslægtede krofolk har ofte en aura der ligner hinanden, og for at en aura kunne være så lig Emils, så måtte det være en nær slægtning.

Uffe sprang op, og ud af bussen, som havde han opfattet noget som Egon endnu ikke havde set.

Da Egon sad i vejen for at de andre i bussen kunne komme ud, så steg han også ud, og efter ham fulgte krofatter og kromutter på tur.

Uden for bussen kunne Egon også mærker at der var noget i auraen der ikke bare var smugkroen. En slags bevægelse. Noget levende. Men i det inferno der engang havde været smugkroen kunne intet længere være i live…

“Der,” skreg Uffe og pegede.

Før Egon nåede at reagere var både Uffe og alle de andre fra Rådet i løb.

Egon besluttede sig for at løbe i samme retning som de andre, men det tog ham flere sekunder før han så hvad de løb efter. Der, i træerne i kanten af lysningen, stod en mand. Og nu hvor han havde opfattet han, så kunne han også mærke hans aura.

Normalt kan en krofatter ikke skjule sin aura fra andre krofætre, men manden i træerne havde en aura så lig smugkroens at den havde været helt skjult.

Det måtte være Krofatter Otto.

Rådet fik han hurtigt omringet, for Otto gjorde ikke noget forsøg på at slippe væk. Og på trods af at flere af Rådsmedlemmerne var i slagsmålshumør efter at have følt smugkroen, så blev der heller ikke noget af det, for Otto løftede hænderne over hovedet, kikkede ned i jorden, og gjorde så ellers ikke mere.

Det skabte lidt forvirring, at manden overgav sig så let. På de fleste virkede det som om at ingen havde overvejet hvordan man skulle håndtere situationen når man fanger en krofatter uden at slå ham ned først.

Uffe tog dog hurtigt initiativet og fik dirigeret de andre igennem processen. Otto blev lagt i håndjern—specieltfremstillede til at holde en krofatter fanget—og sat på bagerste række i minibussen, med en vagt på hver side. På intet tidspunkt sagde han et ord.

“Nå! Hmm… ja…” sagde Uffe, der var lige så overrasket over hvor nemt det var gået, “der er vel ikke mere at gøre her, og så kan vi vel lige så godt køre til Bakkekroen og hente de andre. Ja, og så få ham her sat i kachotten bagefter!”

Med Uffe bag rettet satte gruppen af krofolk således retning mod Bakkekroen.

Bakkekroen lå på toppen af en bakke, med vejen på den ene side, og en mindre skov på den anden. Skoven strakte sig fra kroen på toppen af bakken og ned mod en å der løb igennem landskabet, som havde den ikke ænset hvor koldt det var, og at vandet retteligt burde være is.

Det var et ganske idylisk sted, og der var ikke én i minibussen der ikke undrede sig over hvorledes det kunne lade sig gøre at køre sådan en kro med underskud.

Nuvel, med monsteret Otto af vejen, så kunne unge Emil sikkert få rettet bod på det.

Flemmings bil holdt foran kroens hoveddør, og Uffe parkerede minibussen i forlængelse af den.

Egon blev sendt ind for at hente de andre. Nu hvor Krofatter Otto var pågrebet var det ikke magtpåliggende at undersøge selve kroen. Sammenfaldet mellem smugkroens og Ottos aura var nok til at fjerne enhver tvivl om hans skyld, og de kunne altid få yderligere bevismateriale fra Emil senere. Det vigtigste lige nu, det var at få Otto sendt til krofolkets fængsel på Lindholm.

Så Egon bankede på kroens hoveddør og gik ind. Det ville være overordentligt uhøfligt for en krofatter blot at gå ind i en fremmed kro, men da den rigtige krofatter sad fanget på minibussens bagsæde, vidste Egon hvad den rette protokol var, og dette var hvad han kunne finde på.

Inde i krostuen stod Flemming, Emil, og de to andre rundt om et bord, hvor Emil var ved at gennemgå nogle arbejdstegninger. Det var formentlig nogle af de tegninger han havde fundet i Ottos arbejdsværelse natten før. På bordet stod også den kasse som Egon havde fundet i Agnes kælder. Dimmergøjmaskinen.

Hvis auraen ikke allerede havde dømt Otto, så var der her så rigeligt af beviser på hans skyld her.

Krofætrene ved bordet vendte alle blikket mod Egon da han kom ind af døren.

“Fandt I smugkroen?” spurge Flemming.

“Den stod i flammer. Men vi fangede Krofatter Otto.”

Emil sank ned på en stol og dækkede ansigtet i sine hænder. De andre satte i løb imod døren, på nær en kromutter der først klappede Emil på skuldrene og løb imod døren.

Egon blev stående lidt. Emil var begyndt at hulke så det meste af hans overkrop rystede—og det var meget overkrop at ryste på den tykke lille mand.

Da Egon aldrig havde været god til at håndtere den slags situationer stod han blot frosset der for en stund, og stak så også af igennem døren. Han var ikke stolt af det, men vidste omvendt ikke hvad han skulle gøre for at hjælpe situation, og var ikke sikker på om det ville være bedre at gøre Emil selvskab end at give ham fred.

Foran kroen var Uffe ved at berette om den brændende smugkro og tilfangetagelsen af Otto til de krofolk der ikke selv havde været med. Fortællingen havde mere drama, mod og mandshjerte end Egon huskede, men i det store hele holdt Uffe sig tæt på sandheden.

Efter Uffes beretning, og efter at alle interesserede krofolk havde været henne og stirre gennem ruden indtil Otto der sad lænket der, gennede Uffe dem ind i minibussen.

“Godt arbejde, Egon,” sagde han, inden halv selv steg ind. “Vi får sendt Otto til Lindholm, hvor han kan bøde for sine misgerninger. Jeg regner med at du sender mig en fuld rapport om dine undersøgelse inden for de næste par dage.”

Og med det steg Uffe som den sidste ind i minibussen, og Råd og Otto kørte bort.

Tilbage på vejen foran Bakkekroen stod kun Flemming og Egon.

“Nå, ja… det var vel det,” sagde Flemming og gik hen til sin bil. “Kom, jeg giver en øl tilbage på Pøt Mølle.”

Egon gik over til passagersiden af bilen og satte sig ind.

De talte ikke på vejen tilbage til Pøt Mølle. De havde ikke så meget mere at sige. Det havde været en dramatisk nat og en dramatisk dag, men nu var smugkroen brændt, skurken var fanget, og omend sygdommen og nedlukningen stadig plagede landet, så var dimmergøjmaskinen ude af spillet, så menneskene ville nok hurtigt få styr på det pjat. De to krofætre havde gjort hvad de skulle, og der var ikke mere at sige til den sag.

Og dog. Egon havde det stadigvæk dårligt med at efterlade Emil alene på Bakkekroen.

Der er ikke noget unormalt i at en krofatter er alene. Det er en naturlig tilstand for dem, når man ser bort fra de gæster de har, og det gør krofætre som oftest. Det var ikke det. Men Emil havde lige mistet sin far, i en skandale som folk ville tale om de næste hundrede år. Og han var åbenlyst ulykkelig. Alligevel havde de bare efterladt ham der.

Da de rullede ind på gårdspladsen ved Pøt Mølle havde Egon besluttet sig.

“Jeg tror godt at jeg vil springe den øl over… jeg tager tilbage og ser til Emil.”

Flemming nikkede og parkerede bilen. Om han forstod hvorfor Egon ville tilbage ved jeg ikke—jeg kender ikke Flemming så godt om Egon—men han sagde ikke noget til det, og spurgte ikke ind til grunden. Han steg bare ud af bilen, nikkede igen, og da Egon satte sig ind i Det Hvide Lyn og kørte tilbage, vinkede han.


Bakkekroen så ud som tidligere, da Egon parkerede ved den, men hvorfor skulle den ikke det, når han nu havde været væk mindre end en halv time?

Som tidligere, da han stadig ikke havde regnet protokollen ud, bankkede han et par gange på døren og lukkede sig så selv ind. Det vidste sig desværre at være en fejl.

Emil sad stadig ved bordet midt i rummet, men så ikke længere bedrøvet ud. Faktisk så han overordentligt glad ud, i det mindste indtil han så Egon.

Egon havde dog ikke meget tid til at studere Emil, for den anden mand der sad ved bordet tog hele hans opmærksomhed. Det var nemlig Den Store Mand med Den Mørke Stemme. En mand Egon inderligt havde håbet aldrig at se igen.

Den Store Mand rejste sig.

“Hvad skal vi gøre ved ham der, chef?”

Egon nåede ikke at høre svaret, for han vendte fluks om og spænede ud af døren.

Hvad end svaret var, så ville det ikke være noget godt.

Egon måtte væk. For hvad han var helt sikker på var at Den Store Mand og Emil ville komme efter ham. Måske kunne han løbe fra Emil, der ikke lignede den store sprinter, men han var langt fra så sikker på sine chancer imod Den Store Mand.

Der var næppe tid til at sætte sig ind i Det Hvide Lyn, og selv hvis der var, så var det en satsning at den ville starte i første forsøg.

Han kunne løbe ned ad vejen, men hvis Den Store Mand havde en pistol, og han var jo typen, så ville det være et problem. På vejen var der ikke nogen steder han kunne springe i skjul.

Så Egon løb rundt om kroen og ind i skoven der lå der. Så hurtigt som forsvarligt i en skov løb han imellem træer og over rødder ned ad bakken.

Bag sig hørte han tunge trin. Hvad værre var, de kom nærmere og nærmere.

“Der!” råbte Den Mørke Stemme bag ham.

BLAM!

Knaldet fra en pistol lød bag Egon. Foran ham eksploderede splinter ud fra et træ. De to ting var relaterede.

Egon spurtede så hurtigt han kunne.

BLAM!

Denne gang blev ingen træer ramt, men da Egon satte sin venstre fod ned gav benet efter, og han tumlede ned i skovbunden og rullede hårdt ind i et træ.

Han var blevet ramt, og det blødte kraftigt fra hans venstre læg.

Få sekunder efter stod Den Store Mand over ham, med pistolen rettet mod Egons hoved.

Ganske kort derefter kom Emil løbende, kraftigt prustende.

Han stoppede op ved siden af Den Store Mand, og hev efter vejret.

“Egon!” <prust>, “Du skulle bare” <prust> “blande dig til det sidste…” <prust>

“Hvorfor? Hvorfor gjorde du det?”

Egon havde forliget sig med tanken om at Krofatter Otto var skurken i alt det her. Emil sammen med Den Store Mand tydede på noget andet, men Egons hjerne havde ikke haft tid til at bearbejde det endnu.

“Hold op, Egon. Du er ikke så dum som du ser ud til!”

Det var Egon faktisk, men det var hverken tiden eller stedet til at tage den diskusion.

“Jeg kan ikke vente evigt på at min far dør, så jeg kan arve Bakkekroen. Så jeg lavede min egen kro i stedet.”

“Men det var jo en smugkro!

“En kro er en kro. Og det var min.”

“Men dimmergøjerne? Hvad skulle de gøre godt for?”

“Det er god foretningssans at eliminere konkurrenterne.” Emil brød ud i et stort smil. “Det undrer mig faktisk at ingen har fået den idé før.”

“Fordi det er en forfærdelig idé. Du dræber tusinder. Måske millioner. Bare for en større indtjening?”

“Spar mig for morallektionen. Du er bare misundelig over at jeg er en bedre krofatter end du!”

“Og du fik din far sat i Lindholmfængslet!”

“Ha, ja. Jeg vidste at han ville tage skylden for at redde mig. Gamle idiot.”

“Du er et monster, Emil!”

“Hvad jeg er, er træt af denne samtale.”

“Ska’ jeg nakke ham, chef?” spurgte Den Store Mand.

Emil nåede ikke at svare før en enorm sort kat sprang ud af skoven og begravede sine klør i Emils ryg. Han skreg af smerte, mens katten gravede store dybe flænger i hans flæsk.

Den Store Mand svingede pistolen rundt, for at rette den imod Portner Jørgens kat i stedet for Egon.

Begge krofætre skreg “NEJ!” et brøksekund inden han trak på aftrækkeren. Men det var for sent. Den Store Mand havde skudt portnerens kat, der rullede af Emils ryk og ned i sneen, hvor den lå stille.

“Idiot! Hvad har du gjort?” brølte Emil.

Egon sagde ikke noget. Han stirrede blot i chock på katten. Til sin lettelse så han at den stadig trak vejret, omend anstrengt.

“Det er bare en kat,” sagde Den Store Mand.

“BARE en kat? Det er PORTNERENS kat!”

“Og hvad så?”

Ja hvad så? Det fandt Den Store Mand ud af i samme sekund, da en blå kansasklædt arm greb ham i nakken bagfra, og løftede ham op i stærkt arm.

Den Store Mand sprællede det bedste han kunne, men hvis en portner holder dig op i nakke, så er der ikke meget at gøre. Hvis den portner er vred, så har du et problem.

Portner Jørgen så meget vred ud. Han greb Den Store Mands venstre arm, og uden nogen tøven flåede han den af.

Blod eksploderede ud af stumpen der før havde holdt en arm, og farvede sneen mørkerød.

Så greb han det venstre ben, og med samme lethed og grusomhed flåede han også dette af.

Emil, der havde frosset ved synet af Portner Jørgen tøede igen ved den anden amputation. Han snurrede omkring sig selv og satte i løb.

Portneren knækkede Den Store Mands hals og smed liget næsten tyve meter gennem luften så det landede i åen for enden af bakken. Så satte han i løb efter Emil.

Egon kunne ikke flygte med skudhullet i sit ben. Med en rasende portner i skoven, som garanteret ville vende tilbage efter ham, når han havde taget sig af Emil, så var han så godt som død.

Det gav ham en form for ro at vide, at dette var enden på historien. Han lagde sig tilbage i sneen og ventede på sin skæbne.

Så kom der en jamren fra katten. Han så over på den. Den var vågen. Den kunne ikke rejse sig, mens dens øjne stirrede på Egon.

Han kravlede over til den. Hvis dette var hans sidste stund på jorden, så ville han bruge den til at trøste den stakkels kat.

Han strakte sin hånd ud, og aede den forsigtigt på hovedet, langt fra skudhullet i dens side.

Den mjavede. Så lukkede den øjnene og lagde hovedet mod Egons hånd.

Egon bemærkede at han lå i skyggen. Det havde han ikke gjort for et sekund siden. Han kikkede sig over skulderen, og der stod Portner Jørgen bøjet over ham. En meget død Emil lå ved siden af portneren.

“Du er god nok, Egon,” sagde Portner Jørgen. “Og du er heldig at jeg var ude for at lede efter dig. Du har glemt at levere nøglen tilbage, som vi aftalte.”

Portneren smed Emils lig efter Den Store Mands. Så samlede han forsigtigt sin kat op i favnen.

“Jeg får Krofatter Flemming til at hente dig. Han skal nok få dig lappet sammen. Men kom og snak med mig i morgen!”

Portner Jørgen gik, og efterlod Egon i skovbunden. Der lå han indtil Flemming fandt ham en lille time senere.

Fortsættelse følger…