Mailund on the Internet

On Writing, Science, Programming and more

Krofatter Egon og Hjælpepakken — 3

Is this not making any sense to you? You are not alone. If you don’t know what’s going on, or why I write in Danish, start here.


Pitstop på Pøt Mølle

Næste morgen, lidt blårøjet, for der var røget mange øl ned over natten, kørte Egon nordpå mod Hammel. Det Hvide Lyn kæmpede med at komme op ad bakkerne, og han skulle da ud at skubbe et par gange, men da der ikke var noget bestemt tidspunkt han skulle ankomme på, bekymrede det ikke Egon. Under alle omstændigheder havde han nok af bekymringer, og han var ikke sikker på at han ville kunne klare flere af slagsen.

Det sjaskregnede, og i den grå morgensol, godt gemt bag mørke skyer, bevægede Det Hvide Lyn sig langsomt op igennem Østjylland. I den lille bobbel af tørhed inde i bilen løb Egons tanker rundt i ring. Det var en aldeles grum sag Egon var kastet ud i. En af krofolkets egne havde skabt en sygdomsdimmergøj der havde lukket landets kroer. Ikke nok med det, han (eller hun, skyndte Egon sig at tænke) havde gjort det sammen med en gæst. Et menneske! Det var nærmest det værste ved hele sagen.

Krofolk har ikke høje tanker om mennesker, eller gæster som de kalder dem, men alle føler de en form for beskyttertrang mod disse uskyldige væsener. De færreste mennesker ville sparke en kattekilling. Selv mennesker der ikke kan lide katte, og ville græde tørre tåre hvis naboens kat blev kørt over, føler en lille flig af kærlighed over en killing eller en hundehvalp. Ikke alle, bestemt ikke, men sådan er de fleste mennesker. Og de fleste mennesker føler afsky hvis de hører at andre har mishandlet et dyr. Det var samme afsky Egon følte ved tanken om at nogen havde misbrugt et menneske på denne måde. Mennesker laver tåbelige ting, og får sig selv slået ihjel med skræmmende hyppighed. Det er en kendsgerning, og ikke noget der bekymrer en krofatter. Men det er en ganske anden sag hvis et væsen der burde vide bedre lokker eller—gys—tvinger et menneske ud i unoder.

Mennesker er gæster. Krofætre er værter. Gæst-vært forholdet er helligt. Men nogen havde brudt den helligste lov krofolket har. Hvorfor? Det skadede ikke blot menneskene men krofolket selv. Det gav ingen mening. Men det var Egons opgave at finde en mening med galskaben alligevel.

Det var over middag, og regnen havde taget til, da Egon langt om længe nærmede sig Hammel. Hans første stop var ikke neurocenteret men Pøt Mølle, den nærmeste kro. Egon vidste godt at han løb en risiko ved at opsøge en kro. Han kunne være på vej ind i løvens hule. Han kunne snart befinde sig i den skyldiges kro, og i egen kro er en krofatter farligere end nogen løve. En krofatter krofatterkunst er altid mest magtfuld i egen kro, og svagest i en andens. Selv de mest magtfulde krofætre ville være forsigtige i sådan en situation, og Egon var langt fra en magtfuld krofatter, hans plads i Rådet til trods.

Men Overkrofatter Uffe havde forsikret ham om at Pøt Mølles krofatter, Flemming, var til at stole på. At han umuligt ville have udnyttet en gæst. Om noget elskede han sine gæster lidt for meget, ja nærmest unaturligt så. Det var naturligvist lettere for Uffe end Egon at stole på, da det var Egon og ikke Uffe der skulle stole. Men Overkrofatter Uffe var landets ældste krofatter, med over hundrede års erfaring i at navigere krofolkets politik, så hvis nogen ville vide hvem man kunne stole på, så var det vel Uffe. Og Egon havde ingen bedre idéer til hvordan han skulle gribe sagen an. Så derfor førte han Det Hvide Lyn mod Pøt Mølle.

Som almindelig pli foreskriver kørte Egon ikke direkte til kroen, men parkerede et par kilometer derfra. Tæt nok til at Krofatter Flemming ville vide at han var der—for en krofatter ved altid når der kommer gæster til sin kro—og langt nok væk til at det ikke ville virker som en invasion af kroens territorie.

Almindelige gæster kan altid komme og gå på en kro, men andre krofætre er en anden sag. Almindelige gæster er ingen trussel, men dukker en krofatter eller kromutter uanmeldt op ville det blive set som et angreb på den siddende krofatter eller kromutters dominans. En udfordring til ejerskabet af kroen. Som at stirre en fuldvoksen gorilla i øjnene, bare langt værre og umåleligt farligere.

Ved at stoppe et stykke fra kroen signalerede Egon at han var kommet for at tale, og ikke kæmpe over Pøt Mølle Kro. Hvis Krofatter Flemming lukkede ham ind, ville de begge være bundet af vært-gæst båndet, og der ville være fred imellem dem i den tid Egon befandt sig på kroen. Godt nok var Egon på jagt efter en krofatter der havde brudt vært-gæst pakten ved at udnytte et menneske, men det var et menneske, og måske end ikke en faktisk gæst på den skyldiges kro. At en krofatter ville bryde gæstgiverloven mod en anden krofatter var utænkeligt. Det fortalte Egon ihverfald sig selv da han slukkede motoren og satte sig til at vente.


Efter en lille time i bilen, der på det tidspunkt var kølet godt ned af regnen og var blevet temmelig ukomfortabel, følte Egon at en krofatter nærmede sig. Først var det som en vag fornemmelse af at nogen betragtede ham. Over en håndfuld minutter blev følelsen tydeligere, og Egon vidste at kroens fatter var på vej mod hans bil.

Krofætre ved altid når en anden krofatter er tæt på. De fornemmer det lige så tydeligt som du og jeg kan mærke at solen er brudt frem fra en sky når den varmer vores hud på en tidlig forårsdag hvor solen endelig er ved at få magt. Det er ikke til at forklare hvordan; de ved bare at der er andre af deres slags tæt på. De fornemmer der klarest når de er på deres egen kro, hvor de er knyttet til oplandet der fungerer som en forlængelse af deres egne sanser. Men også langt fra hjemmet er fornemmelsen der. Specielt når den anden er på vej for eksplicit at møde én og ikke bare går i éns retning. Egon var ikke i tvivl. En krofatter var på vej. Formentlig Flemming.

Egon steg ud af bilen. Det pissede stadig ned, men det ville være uhøfligt at sidde i bilen når Flemming nåede frem. Flemming var gået ud for at møde ham, og det mindste han kunne gøre var selv at blive våd. Det lyder lidt tåbeligt når det kommer på skrift, men sådan er høflighed ofte. Hvis ikke alle kan være tørre, så bør ingen være det. Sådan er det i hvert fald blandt krofætre.

Ud af regnen tonede sig en korpulent skikkelse, der efter et par sekunder blev en korpulent krofatter. Han standsede et par meter fra Egon og Det Hvide Lyn.

De to stod og så hinanden an et lille stykke tid. Egon fornemmede ingen fjendtlighed, men når en krofatter møder uanmeldt op hos en andens kro er der omvendt sjælden nogen venlighed at møde heller.

”Dav!”, forsøget Egon sig.

”Dav!”

“Egon.”

”Flemming.”

De stod lidt længere i tavshed…

”Nå, vi skal vel heller ikke stå her ude i regnen…”, sagde krofatteren der kaldte sig Flemming så, ”vil du med ind?”

”Jo tak!”

Og med det låstes vært-gæst-forholdet imellem dem fast. Flemming havde inviteret inden for, og Egon havde accepteret. Fra dette øjeblik, og indtil Egon igen forlod Pøt Mølle, ville ingen af de to gøre den anden skade.1

Krofatter Flemming drejede omkring sig selv og begyndte at gå. Egon tog et par skridt i løb, til han indhentede Flemming, og begyndte at gå ved siden af ham. I den silende regn travede de to krofætre mod Pøt Mølle.

Den opmærksomme læser kunne nu bemærke at de sagtens kunne have taget Egons bil og kørt til kroen, i stedet for at gå igennem regnen. Det er sandt, og jeres forfatter har tænkt det samme. Men det var ikke det de gjorde. For Egon havde i sin befippelse over hele situtationen ganske glemt at han havde en bil, og Flemming brød sig ikke om hvide biler, så han havde ikke sagt noget. Det Hvide Lyn forblev parkeret i vejkanten. Den kunne ikke blive mere våd, og meget koldere kunne den heller ikke blive, så selv hvis biler kunne tænke—hvad de ikke kan—så havde den nok ikke tænkt videre over det.

”Jeg, øh, jeg kommer fra Rådet…”. Egon tørrede regnen, der var ved at blive til slud, ud af øjnene og kikkede på krofatteren der gik ved siden af ham.

”Jeg ved godt hvem du er. Du var i medlemsbladet efter du blev valgt.“

Flemming satte farten op da de gik over gårdspladsen.

”Hvad jeg ikke ved er hvad du laver ved min kro?”

De nåede kroens fordør og Flemming åbnede og holdt døren for Egon.

”Men kom indenfor, sæt dig ved pejsen og bliv varm. Så henter jeg en flaske brændevin, og så snakker vi om det!”

De hængte deres frakker på kroge inden for døren. Flemmings frakke var tyk og regntæt, så det var en tør Flemming der gik ud efter sprut. Egons var langtfra, så det var en våd Egon der satte sig ved pejsen. Men ilden buldrede, og Egon var ved at få varmen da Flemming vendte tilbage og skænkede snaps i to glas. Ikke små snapseglas, for krofætre er ikke fedtede når de er værter for andre krofætre, men rigtige glas.

Flemming dumpede ned i stolen overfor Egon og løftede sit glas.

”Nå, skål!”

”Skål!”

De drak, og de bed ikke snapsen over.

Flemming skænkede endnu et glas.

Egon vidste ikke med sig selv hvad han skulle sige til Flemming, og hvor meget han kunne stole på ham. Hans plan fra morgenen var at tage til Hammel og finde ud af hvad der var sket. Det er ikke meget af en plan. Rig på detaljer er den i hvert fald ikke. Men det var først nu ved at gå op for Egon at han var nødt til at gøre noget. Galningen der havde stemplet skældyr på dimmergøjere ville næppe selv finde Egon og fortælle ham hele historien. Egon kunne i hvert fald ikke løbe an på dét. Det ville være en endnu værre plan end den Egon allerede ikke havde.

Flemming var tydeligvis en krofatter godt forankret i lokalområdet. Kroen var velplejet, og lignede et sted der fik mange besøgende, når der ellers ikke var sygdom i landet. Snapsen alene var værd at besøge kroen for. Er en kro velbesøgt, og er snapsen på kroen god, så hører en krofatter om alt der sker i området. Gæsterne taler, og krofatter lytter. Flemming måtte vide noget, hvis nogen gjorde. Men var han til at stole på? Kunne han være involveret i sagen?

Overkrofatter Uffe havde sagt godt for Flemming, og Egon troede fast på at ingen dårlig person kan lave en god snaps, så han var tilbøjelig til at vise lidt tillid. Det var ikke bare fordi han ellers ikke vidste hvad han skulle gøre nu.

”Dimmergøjer!” sagde han, og tog en slurk af sin snaps.

”Dimmergøjer?”

”Ja, jeg er her på grund af dimmergøjerne. De er ikke naturlige.”

”Med al respekt, Rådskrofatter Egon, men dimmergøjere forekommer naturligt. De har altid været her. For tiden er der bare lidt rigeligt af dem.”

”Ikke de her. De er lavet i et laboratorium. Her i Hammel.”

Egon tømte sit glas. Det samme gjorde Flemming. Mens Flemming hældte et tredje glas op til dem fortsatte Egon:

”Rådet har beviser for at dimmergøjerne er fremstillet i Hammel.” Han tog sit glas og tog en stor slurk. Han måtte styrke sig for at sige det næste. ”Og det kan kun være krofatter eller kromutter der står bag. Mennesker kan ikke lave dimmergøjere.”

”Hvad med kinesere? De kan sikkert godt. De er gode til at lave små ting” indvendte Flemming.

”Det kan være, men der løber ikke mange kinesere rundt i Hammel og laver dimmergøjere, gør der?”

Egon modsagde Flemming, men inderst inde håbede han at Flemming ville sige ham imod, og afsløre at Hammel faktisk var fuld af dimmergøjerproducerende kinesere. Det gjorde han imidlertid ikke.

”Næ, jeg kan ærligt sige at jeg aldrig har set en eneste dimmergøjerproducerende kineser i Hammel.”

De sad i stilhed og funderede over det for en stund.

”Rådet mener at dimmergøjerne er blevet fremstillet på Hammel Neurocenter.”

”I den hemmelige kælder de tror ingen kender til?”

”Præcist.”

De fleste tror at de er gode til at holde på en hemmelighed, men alle krofætre ved at når først mennesker får lidt at drikke, så snakker de. Det er muligt at de forsøger at tale sagte, og kun til dem de ved allerede kender hemmelighed, men en krofatter hører alt der bliver sagt i hans kro, og intet forbliver hemmeligt for en krofatter længe. Så neurocenterets hemmelige kælder og dets laboratorie var ingen hemmelighed for Flemming, og det var fordi Flemming havde fortalt Overkrofatter Uffe om kælderen at det ikke var en hemmelighed for Rådet heller. For resten af riget var det stadig en yderst hemmelig kælder, og tager du en dag til Hammel og spørger nogen om den vil de sikkert ikke vide hvad du snakker om. Så det må du hellere lade være med.

Men stol på mig—under Hammel Neurocenter, dybt under jorden, ligger et yders højteknologisk biologisk laboratorie. De havde som sådant ikke noget at bruge det til, men det blev opført da man havde penge tilovers for godt tyve år siden, der ellers skulle betales tilbage til Staten. Betaler man penge tilbage til Staten, så bruger Staten dem bare. På luddere eller håndgranater, det er ikke til at sige, men de bliver ikke brugt fornuftig. Det havde de gode folk på neurocentret indset, så de havde bygget et laboratorie i stedet. For det kunne jo være at det en dag blev nyttigt til noget. Og da de jo ikke havde fået lov til det, havde de holdt det hemmeligt.

”Jeg tror ikke rigtig at der er nogen der bruger det laboratorie…” sagde Flemming mens han skænkede dem endnu et glas.

Han rystede den næsten tomme flaske, og tømte den så ligeligt imellem de to glas, så de næsten (men kun næsten) løb over. Han rejste sig med den nu tomme flaske i hånden.

”Ikke siden Agnes gik på pension for fem år siden. Hun brugte laboratoriet fra tid til anden, men det var mest til at lave blomster. Hendes tuliproser var helt fantastiske.”

Flemming rystede på hovedet og rynkede brynene.

”Jeg tror faktisk aldrig at hun gav dem nøglen tilbage da hun stoppede, så jeg ved ikke engang hvordan de skulle kunne komme ind i kælderen.”

Han rystede på hovedet igen og drejede så rundt og gik ud i baren for at finde en ny flaske snaps.

Imens sad Egon og grublede. Der var ikke meget detektiv over Egon, men det kræver ikke meget at deducere, at hvis laboratoriet under Hammel Neurocenter var involveret, og hvis kun én havde nøglen til kælderen, så måtte denne Agnes også være involveret.

Flemming kendte imidlertid Agnes aldeles godt. Hun var en fast gæst på kroen, og havde været det siden hun var en lille pige, for godt firsindstyve år siden. Flemming kunne ikke forestille sig at Agnes kunne være blandet ind i noget som helst ondsindet. Hun havde alle dage været en hjertelig og varm person, der kun ønskede sine medmennesker det bedste. Så omend konklusionen var lige så klar for ham som for Egon, så værgede han sig ved den. Hvis Agnes var blandet ind i dimmergøjerne, så måtte nogen have lokket hende til det. Hvis en krofatter havde lokket kære Agnes i fordærv—og Flemming måtte medgive at hvis der ikke var kinesere i Hammel, så måtte det være en krofatter—så ville han i Flemming have fået en fjende for livet.

Han kom tilbage til bordet med aftenens anden flaske. Det ville ikke blive den sidste. Slet, slet ikke den sidste. Mens regnen udenfor blev til slud og så til sne drøftede de hvad de skulle gøre for at komme tilbunds i sagen.

Fortsættelse følger


  1. Ikke med vilje i hvert fald—selv ikke vært-gæst-forholdet beskytter mod uduelighed, dårskab og uheld. [return]