Mailund on the Internet

On Writing, Science, Programming and more

Krofatter Egon og Hjælpepakken — 4

Is this not making any sense to you? You are not alone. If you don’t know what’s going on, or why I write in Danish, start here.


Snigen i sneen

Det var blevet sent natten før. Og så var det blevet tidligt igen. Da de to krofætre havde sagt godnat, var det teknisk set en god morgen, for nattens sne var ophørt, og solen var netop kravlet over horisonten og oplyste det snedækkede landskab.

Egon havde ikke fået mere end et par timers søvn, og sad nu med en kop kaffe, imens Flemming puslede rundt i køkkenet. Egon overveje om det var tid til morgenmad eller frokost, og besluttede sig for at det ikke var så vigtigt. Så længe der var mad på vej, og kaffe på kanden.

Han havde ikke tømmermænd. En krofatter kan sagtens tåle en halv snes flasker brændevin uden at måtte lide under det den næste dag. Men Egon var altid medtaget når han fik mindre end otte timers søvn, og i dag var han stået op efter blot to. Det var en alvorlig sag han skulle opklare, og der var ingen tid at spilde.

Egon kunne naturligvis ikke vide om Flemming var blandet ind i sagen, men Overkrofatter Uffe havde sagt god for ham, og i løbet af natten havde Egon også fået indtrykket at Flemming var en retskaffen krofatter, der ikke ville bruge sine gæster til nederdrægtigheder. Egon havde derfor truffet beslutningen at Flemming skulle rykkes i bunden af listen af mistænkte, og Egon kunne derfor bruge Flemmings lokalkendskab relativt for at blive misledt. Fandt han intet ved Flemmings hjælp, kunne han altid vende tilbage og undersøge Flemmings rolle i sagen i dybere detalje.

Egon kunne nu både høre og lugte at der blev stegt bacon i køkkenet. En krofatter der steger bacon til dig, når du har fået for lidt søvn, er næppe et monster der samtidig ville udnytte uskyldige gæster, tænkte han, og blev endnu mere overbevist om sin beslutning. Krofatter Flemming var til at stole på.

Hvis han kunne stole på Flemming, så kunne han sikkert også stole på hvad Flemming natten over havde fortalt ham om egnen og dens krofolk. Det var en broget flok, med de sædvanlige fejder imellem dem over territorie og gæster, men der var intet usædvanligt i dét.

Nogle drev deres kro vel, med mange gæster hver eneste nat. Dog mente Flemming at ingen drev deres kro så vel som han drev Pøt Mølle. Andre havde knap så meget success—i Flemmings professionelle mening var det fordi de ikke forstå at lave atmosfære i deres kro. Det lod dog ikke på Egon som om at nogen af dem drev dem værre end han selv drev Hammerumherreds Kro, men det fandt han ikke nødvendigt at forklare Flemming.

Flemming havde gennemgået styrker og svagheder, som han så dem, ved alle kroernes menuer, samt øl, vin og spiritusudvalg, og fordele og ulemper ved deres beliggenhed—Flemming havde en ganske imponerende viden om hvordan man burde drive en kro. Men han kunne ikke komme i tanke om en eneste krofatter i området der decideret ondskabsfuld. Måske dårlig til at drive kro—noget Egon fornemmede at Flemming fandt værre end ondskab—men ingen var rigtig ondskabsfuld. Og man skal være mere end almindelig ondskabsfuld for at sende en ny og farlig dimmergøj ud i verden. Mere end almindelig ondskabsfuld. Og det mente Flemming trods alt ikke at nogen af de lokale krofætre eller -mytre var. I værste fald kunne der være en eller to der engang imellem var almindelig ondskabsfuld, på en usædvanlig dårlig dag, men ingen havde nogen sinde tidligere været mere end almindelig ondskabsfuld.

Men det måtte være end af de lokale. Krofætre er følelsesmæssigt forbundet til deres hjem-kro og rejser sjældent rundt. Hvis de en sjælden gang gør, som Egon nødtvunget gjorde det nu, så gjorde de det så kort som krofatterligt muligt, og hele den tid følte de en hjemve som du aldrig vil kunne forestille dig. En krofatter fra en fjernere egn ville aldrig kunne operere ved Hammel.

Det var måske utænkeligt at en af de lokale var indblandet, mente Flemming, men det var utænkeligere at det skulle være en fremmed.

En klog krofatter havde engang sagt, at hvis man eliminere det utænkeligste, så måtte det tilbageværende, omend utænkeligt, være sandt. Det vidste både Flemming og Egon, men det hjalp dem ikke meget. Nok kunne de blive enige om at de skulle finde den skyldige her på egnen, men det havde ingen spor at gå efter. Eller næsten ingen, i hvert fald. Der var Agnes.

Hvis Agnes var den eneste der havde en nøgle til den hemmelige kælder under Neurocentret, og dimmergøjerne var blevet fremstillet der, så måtte Agnes have en forbindelse til den skyldige. Det var ikke meget, men det var et sted at starte.

Flemming vidste naturligvis hvor Agnes boede. I forhold til en krofatter er julemandens efterretningstjeneste de rene amatører. Nisserne driver et imponerende overvågningsnetværk, ret skal være ret, men det kræver timer af aflytning og en hær af specialister blot at følge børns simple færden. I kontrast behøver en krofatter blot at lytte, for gæster fortæller ham alt, så snart de føler at de har et interesseret øre at tale til.1 Flemming vidste hvor alle der gæster Pøt Mølle bor, hvor længe de har boet der, og hvor de boede før de flyttede dertil. Agnes, hun boede i en mindre landejendom omkring en kilometer uden for Hammel.

Planen var nu at overvåge Agnes og se om det ville afsløre nogen ledetråde. Flemming ville godt nok ikke selv være med til overvågningen, for han ville ikke risikere at en af hans gæster så ham luske rundt. Det kunne påvirker profitten for kroen, hvis folk gik og snakkede om en luskende Flemming, så det kunne ikke komme på tale. Han havde forsikret Egon om at han ville være der i ånden, dog, og det er jo tanken der tæller.

Så planen som de havde udklækket, efter mange flasker brændevin, var at Egon skulle snige sig ud til Agnes hjem, gemme sig i en busk, og blive der indtil han så Agnes gøre noget som kunne åbne sagen for dem.

Og nu sad Egon, næste morgen-formiddag-middag, hvad det nu var, og gennemgik planen i sit hovedet. Det var en simpel plan. Det kunne han godt lide. Det nagede ham om den nu også var for simpel.

Heldigvis kom Flemming ud af køkkenet med to store tallerkener bugnende af kød, kartofler og bacon før tvivlen gnavede sig ind i Egon, og de satte sig til at spise.


Nu lå Egon så i sneen bag en busk og lignede selv sne. Krofætre mestre at gemme sig som ingen andre, og Egon, der ellers var ganske talentløs når det kommer til det meste, mestrede dette til perfektion. Nok ville en anden krofatter kunne mærke hans aura hvis han kom for tæt på, men der var ingen risiko for at Agnes, et ganske almindeligt menneske, ville få øje på ham mens han lå der.

Desværre havde han ikke fået noget ud af det endnu, for Agnes trissede rundt inde i sit hus, og Egon have kun to gange fået øje på hende gennem vinduet der vente ud mod vejen, og der havde hun ikke været igang med at lave dimmergøjere. Det havde meste set ud som om at hun vandede blomster, og det så Egon ikke noget mistænkeligt i. Han havde selv prøvet det engang, dog uden held.

Agnes blomster så ud til at have det fint, dog. Hun var jo også biolog. Microbiolog, som Egon forstod det, men det var små blomster, så det gav fin mening.

Egon havde ligget her et par timer nu, og der var bælgmørkt omkring ham. Der var tunge skyer over ham, så månes lys kunne ikke nå ham, og han var langt fra den nærmeste gadelampe. Det eneste lys kom fra et af Agnes vinduer, og hun havde trukket gardinerne få, så det var ikke meget lys der kom.

Han var ikke mørkeræd, så det gik ham ikke på. Der var koldt i sneen, men han havde fået en flaske brændevin af Flemming til at varme sig på, så det bekymrede ham heller ikke.2 Kedsomheden, derimod, den var begyndt at tære på ham.

På Hammerumsherreds Kro var der ikke meget at lave. Egon var ikke god til at tiltrække gæster. Men han havde altid gang i forskellige projekter som han kunne få tiden til at gå med. Eksperimenter med nye brygmetoder, for eksempel, eller den automatiske kartoffelskræller han havde store håb for. Her, i sneen ved Hammel, var der intet for ham at lave, ud over at lade tankerne vandre, og det var de slet ikke i form til.

Det var derfor en enorm lettelse da han så døren til Agnes hus gå op, og Agnes træde udenfor iført en tyk vinterfrakke og solide støvler. Hun skulle tydeligvis et sted hen, og Egon glædede sig til snige sig med.

Agnes låste døren og begyndte at gå ind imod byen, og Egon sneg sig efter. Ingen anden end en krofatter ville kunne snige sig efter nogen på en tom sneklædt landevej hvor enhver silhuet stod i skarp kontrast til sneen, men Egon var ingen anden end en krofatter, så han sneg sig uden nogen problemer.

De havde gået godt et kvarter da de nåede Hammel og Agnes drejede mod Neurocentret. Egon, der havde holdt god afstand på landevejen skyndte sig at følge efter. Godt nok var faren for at blive opdaget større jo tættere han fulgte Agnes, men risikoen for at hun slap bort, efter at han havde brugt en hel dag bag en busk på at spionere, var ikke en risko han ville løbe. Og han stolede på sine krofatterevner til at forblive skjult.

Det var ikke ofte at Egon stolede på sine evner, og det med rette, men Agnes havde ingen grund til at mistænke at hun blev forfulgt, så det gjorde hun ikke. Det var først da hun nåede til Neurocentret at hun kikkede sig omkring for at sikre sig at ingen så hende, og på det tidspunkt havde Egon fundet en parkeret bil at gemme sig bag.

Selv hvis hun havde holdt mere øje, og selv hvis Egon ikke havde gemt sig bag en bil, så var det ikke sandsynligt at hun ville have set ham. Krofætres evner til ikke at blive set af mennesker, når de ikke ønsker at blive set, er magisk, og jeg tror at selv Egon ville være forblevet skjult for Agnes.3

Men det finder vi aldrig ud af, for hun kikkede sig ikke grundigt nok omkring, og Egon var som sagt godt gemt den ene gang hun gjorde det.

Da Agnes havde forvisset sig om at ingen så hende, skred hun hurtigt ned langs siden af bygningen. Egon sprang op fra sit skjulested og løb hen til muren hun var gået ned langs, men da han kikkede om hjørnet var hun væk.

Fortsættelse følger


  1. Efterretningstjenester verden over har efterhånden indset dette, og er ved at omdanne sig selv til sociale netværk, modelleret på krofætre, og væk fra den ældre nisse-model. [return]
  2. Af sikkerhedshensyn må jeg her påpege at du aldrig må drikke alkohol for at holde varmen. Alkohol øger blodgennemløbet nær din hud, og det opfatter nerverne der som om at du bliver varmere. I praksis gør du det modsatte. Hvis du drikker for at få varmen, så nedkøler du dig i stedet. Det er ikke en god idé hvis du ligger i timevis i sneen.

    Alt dette vidste Egon naturligvis godt, men krofætres fysiologi er ganske anerledes end andres, og Flemmings brændevin var special-destileret til at holde varmen, så der var ingen fare her. Hvis du ikke selv er krofatter, og hvis du ikke har brændevin en krofatter har lavet specielt til at holde varmen, så må du ikke gøre som Egon. Men så bør du nok heller ikke ligge stille i timevis i sneen for at spionere på ældre damer.

    [return]
  3. Har du siddet på en restaurant og kikket efter en tjener fordi du gerne vil betale og gå hjem? Men selvom der var fuld af tjenere for få øjeblikke siden, så er der absolut ingen at få øje på nu? Så har du oplevet noget der minder om en krofatter der skjuler sig. Tjenere er langt fra krofætre når det kommer til at skjule sig, men de er fjernt beslægtet med dem, og de skjuler sig godt. Leder man længe nok, så skal man nok finde en tjener. Måske bag en cisterne på dametoilettet. Men lige megt hvor længe eller hvor godt man leder, så finder man ikke en krofatter der ikke vil findes. Og sine åbenlyse mangler til trods, så var Egon en krofatter. [return]