Krofatter Egon og Hjælpepakken — 5

Is this not making any sense to you? You are not alone. If you don’t know what’s going on, or why I write in Danish, start here.

Portner portalen

Egon var måske ikke den skarpeste kniv i skuffen, men selv for ham var det oplagt hvor Agnes var forsvundet hen. I sneen var der tydelige fodspor langs den første del af muren, og derefter forsvandt de ind i muren. Fodspor forsvinder typisk ikke ind i en mur uden nogen er gået ind i selvsamme mur, og da det var Agnes fodspor, så kunne Egon nok regne ud at Agnes måtte have fulgt med.

Da han ikke havde hørt noget smertensskrig, og da Agnes ikke lå og ømmede sig for foden af muren, så kunne Egon også regne ud at noget mere kompliceret var sket, end der typisk gør når nogen går ind i en mur, væg, eller andre urokkelige genstande. Som krofatter havde Egon set mange forsøge at gå igennem mure, døre, borde, stole, og i et enkelt tilfælde en John Deere majetærsker. Det havde aldrig været lydløst, og aldrig havde nogen har success med det. Man kunne gå ind i de fleste genstande, mend et var de færreste man kunne gå igennem. Så tingene var ikke som de tog sig ud.

Egon listede hen til stedet hvor Agnes fodspor drejede direkte ind i muren og tog sig et godt kik omkring. Muren så ud som mure som oftest gør. Solid, med en aura af mur-hed man næsten aldrig ser ved ting der ikke er mure.

Men der var nu alligevel noget besynderligt ved netop denne mur. Nøglehullet, for eksempel. Dem ser man oftere i døre end i mure. Faktisk erindrede Egon ikke at han havde set et nøglehul i en mur før, og han begyndte at mistænke at han havde at gøre med en dør forklædt som mur.

Det var ikke med det første oplagt for Egon hvorfor nogen skulle ønske at forklæde en dør som en mur, men efter at have tænkt lidt længere over det, så kunne han alligevel godt se meningen med det. Hvis man havde en kælder som man ville holde hemmeligt, så var det nemmere at skjule døren til den, end blot at lade som om at døren ikke er der, og gemme sig selv hver gang nogen spurgte hvad der er bag den. Det var faktisk snedigt nok. Jo mere han tænkte over det, jo mere sikker blev han i sin sag. Agnes havde ført ham til Hammels hemmelige kælder.

Det var nu åbenlyst for ham at han måtte ind i den kælder for at komme videre med sagen. I den kælder måtte der være spor der kunne lede ham i retningen af den krofatter der havde bragt sygdommen til landet, og lagt alle kroer øde. Langt mindre oplagt var det dog hvordan han skulle komme derind. Egon havde ingen nøgle, og han havde aldrig fået lært hvordan man går igennem en lukket dør, endsige en dør forklædt som mur.

Han satte sig i sneen overfor mur-døren og grublede over problemet. Der sad han et godt stykke tid, for Egon havde ikke meget erfaring i at gruble—han havde undgået det i det omfang han kunne hele sit liv. Men heldigvis kendte Egon én der måske kunne hjælpe med grubleriet.

Egon gik den lange vej tilbage til Agnes hus, hvor han havde gemt Det Hvide Lyn, og satte så snude mod Pøt Mølle. Måske kunne Krofatter Flemming se en løsning på problemet.

Det kunne Flemming ikke.

Ikke umiddelbart, i hvert fald. Flemming havde heller aldrig hørt om forklædte døre, eller hvordan man går igennem dem. Han havde mere erfaring med den type der havde håndtag, og dem vidste han skam godt hvordan man kom igennem.

“Du tror ikke at du bare skal bruge en nøgle?”, spurgte han Egon.

“Jo, der er jo ikke noget håndtag, så den kan skam sagtens værre.”

Egon havde også selv regnet ud at han nok skulle bruge en nøgle. Måske var han nok ikke den hurtigste knallert på havnen, men så langt kunne han godt tænke.

“Men hvordan får jeg fat i en nøgle? Det er jo det der er problemet. Hvis jeg stjæler Agnes, så kan hun jo regne ud at noget er galt, og der er ingen grund til at afsløre at jeg kender til kælderen”.

“Det kan der være noget om,” medgav Flemming. “Det vil ikke dú at afsløre sig for skurken før vi ved hvem han er.”

De sad lidt og parallel-grublede.

“Men der er en anden mulighed,” sagde Flemming så. “Du kunne spørge portneren.”

“EN PORTNER?!??”

Egon væltede bagover stolen og begyndte at kravle på hæle og albuer væk fra Flemming.

“Er du vanvittig? Jeg skal ikke rodes ind i noget med nogen portner!!!”

For de læsere der ikke er velbevandret i de mange magiske skabninger der lever i Danmark er det på sin plads at forklare Egons reaktion. Hvis du allerede til fulde forstår Egons reaktion, så kan du rolig skimme videre indtil vi vender tilbage til Egon på Pøt Mølles gulv…

Mange mytiske væsner lever fredeligt side om side i landet. En fred der overvejende hersker fordi disse væsner har forskellige interesser der sjældent er i modstrid med hinanden.

Nissers domæner er de små hjem rundt om i landet. Deres eneste mål i livet er at beskytte deres hjem imod hjemmets andre indbyggere, specielt dem der har lysten men ikke evnen til gør-det-selv projekter. Og så at tilrane sig så meget grød som nisseligt muligt.

Trolde holder sig under broer. Jo større bro, jo større trold—trolden under Storebæltsbroen er, siger rygterne, ganske enorm. For trolde er dovenskab vigtigere end noget andet mål, og de vil arbejde hårdt på at undgå hårdt arbejde. Til tider snupper de en ged der prøver at krydse deres bro, men med moderne broer, og antallet af gedekid i landet taget i betragtning, så er der ikke meget aktivitet der. Derfor er de fleste trolde nu gået på Facebook og Twitter for at få tiden til at gå. Skulle man få lyst til at møde en trold—og det vil jeg advare imod—så finde man dem nemt i kommentarfeltet under artikler fra Ekstrabladet. Det hænder at en trold snupper et barn der snuser rundt under en bro, men alle der har brugt mere end en time sammen med et lille barn ved at dette ikke er det store tab.

Taxachauffører er humørsyge skabninger der mestensdels holder til i den indre by. Det er svært at blive klog på en taxachauffør. Nogle gange er de venlige og snakkesagelige med gode råd om alt fra havearbejde til håndgranater, og den næste dag kan de være vredladne og vrisse af alt fra kunder til kontanthjælp. Mens så længe du holder dig ude af trafikken, så skænker de dig aldrig en tanke.

Krofolket kender du allerede. De holder sig fra mestensdels fra hinanden og andre magiske væsener, og foretrækker menneskers, eller gæsters, selvskab. Når de ikke laver mad, brygger øl, eller destillerer brændevin, så grubler de over verdens beskaffenhed. Derfor ved de meget. Og hvis man ved meget, og ikke er bange for brændevin, så kan man også opfinde meget. En god krofatter eller kromutter kan lave nærmest hvad som helst. Havde Manhattan Projektet haft blot en enkel krofatter,¹ så havde de haft en atom-bombe der også kunne brygge kaffe inden frokost.

Krofætre og kromytre er særdeles magtfulde væsner, som få af landes indbyggere vover at lægge sig ud med, men de blegner mod portnere. Disse majestætiske skabninger i blå Kansas kedeldragter er så nær guddommelige i visdom og magt at selv det samlede Råd ikke ville kunne besejre den svagest af deres slags.

Portneres naturlige domæne er kommunale og statslige bygninger, men man kan også finde dem på større fabrikker eller kontorhuse. Hvad de faktisk går og laver er der ingen der ved, men deres vigtighed kan ingen bestride. En bygning uden en portner falder hurtigt hen, og før at man får set sig om er den fuld at HR-folk og farverige abstrakte malerier. At en sund og naturlig bygning kræver en portner kan der ikke herske tvivl om.

Man skal som sådan ikke gå rundt og være bange for portnere. Man undgår dem nemt. Man skal blot holde sig fra de bygninger de bebor. Gør man ikke dét, dog, så skal man være yderst varsom. I en portners bygning er hans² magt absolut. Forbryder du dig mod en portners regler—og få kender reglerne før det er for sent—så følger straffen prompte.

Da portnere er lige så lunefulde som de er magtfulde, er deres straf ikke til at spøge med. Måske slipper du mildt med ti års trappevask eller en livstidsdom med vinduespudsning, men mangt en uforsigtig person er forsvundet dybt ned i kælderen under en portner-bygning for aldrig at blive set igen.

Portnere holder man sig bedst langt, langt fra, og ser man en komme imod sig, så er der intet kujonagtigt ved at løbe sin vej. Lad andre være dumdristige; spild ikke dit liv ved at komme en portner nær!

Portnere er måske nok en vigtig del af økosystemet, men en del man bør holde sig fra. Mennesker i live i dag nedstammer fra dem der ikke gik hen og klappede de store rovdyr, der også er en vigtig del af økosystemet. Rovdyrsklapperne efterlod ingen efterkommere. Nutidens krofolk nedstammer ligeledes fra krofolk der holdt god afstand til portnere. Krofætre ved dette. Det er bygget ind i deres DNA. Intet skræmmer krofolket som en portner.

“Er du vanvittig?”, skreg Egon igen.

“Det er dig der vil ind i en portner-bygning, eller havde du forestillet dig at Neurocenteret ikke ville have en portner?”

Egon havde faktisk ikke tænkt så langt, men bygningens beskaffenhed taget i betragtning var det oplagt at der måtte bo en portner der.

“Tror du det ville gå bedre hvis du brød ind i en portners bygning end hvis du spurgte om lov først?” fortsatte Flemming.

Det ville det nok ikke, måtte Egon medgive.

“Men jeg skal jo ind i den kælder”, nærmeste klynkede Egon, “og hvis han ved at jeg vil det, så holder han øje, og så kan det slet ikke lade sig gøre!”

“Lige meget hvor god en sniger man er, så kan man ikke snige sig ind i en portners bygning. Hvis du havde en nøgle, så ville han måske lade dig komme uantastet ind, sågar ud igen, men hvis du forsøger at bryde ind, så…”

Flemming rystede på hovedet.

“…ja så er du dummere end du ser ud.”

De vidste begge to hvor dum Egon så ud, og ingen af dem fandt det nødvendigt at kommentere yderligere på det.

“Men man kan ikke bare spørge en portner om at blive lukket ind, Flemming!”

“Hvorfor dog ikke?”

“Fordi det er en portner, Flemming, en portner!”

Nu var det Egons tur til at ryste på hovedet.

“Hvorfor skulle han dog lukke mig ind overhovedet? Hvad kan man sige for at overtale ham til det? Og er det overhovedet sikkert, eller muligt, at kontakte en portner uden at gøre ham vred? For en vred portner, det siger jeg dig Flemming, ham vil jeg ikke snakke med.”

“Det er nok bedst ikke at tirre ham før man beder om en tjeneste. Det kan du have ret i.”

Flemming grublede lidt, mens Egon kravlede op fra gulvet. Flemming var, i modsætning til Egon, en god grubler.

“Der er en måde at kontakte en portner på, på sikker afstand forståes. Det er noget jeg har arbejdet på et stykke tid…”

Egon åbnede munden for at sige noget, men intet kom ud. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Så han overvejede at falde ned på gulvet igen i stedet for.

Krofætre har ret frie hænder når det kommer til at gruble og opfinde, men der var visse ting som Rådet frarådede. Frarådede med dødelig magt når nødvendigt. Og en af disse var opfindelser der kunne påkalde sig unødig opmærksomhed fra landets andre magtfulde magiske væsner. En krofatter har det bedst, alene med sine gæster på sin kro, sagde man, men hvad man mente var at ingen opmærksomhed er den bedste form for opmærksomhed.

Det havde krofolket lært i Den Store Krig mod Skattevæsnet 1632-1638. En krofatter havde dengang skabt sig for meget opmærksomhed ved at brygge en øl der gjorde alle mænd kloge at høre på, og alle kvinder smukke at se på. Det havde gjort hans kro til en forrygende success, hvad der som sådan intet er i vejen med. Men gæsterne, der alle gerne ville lyde kloge eller se smukke ud, brugte så mange penge på hans øl, at de helt holdt op med at betale skat, og det påkaldte Skattevæsnets vrede. Skattevæsnet havde gjort klart, at hvis gæsterne ikke betalte skat, så skulle landets krofætre og -mytre, hvad de til gengæld bestemt ikke ønskede. Således var krigen brudt ud.

Nok er krofolket et magtfuldt folk, men mod Skattevæsnet havde de ikke en chance. Efter seks års bitter kamp var de slået. Udfaldet blev, at den nye øl aldrig måtte brygges igen—et stort tab for menneskeheden—og at krofolk i al fremtid skulle svare skat—et noget mere traumatisk udfald. Til den dag i dag betaler krofolk derfor skat. De fleste i hvert fald. Det de finder rimeligt, i det mindste.³

Et sådan ydmygende nederlag ønsker krofolket naturligvis aldrig at risikere igen, og af netop den grund var der strenge regler imod at blande sig i farlige væseners anliggender.

“Det er selvsagt noget jeg er gået stille med, men jeg har fundet en måde at kommunikere med portnere på.”

“Gagh”, svarede Egon.

“Jeg ville naturligvis aldrig bruge min opfindelse, den er blot et barn af intellektuel nysgerrighed, forstår du nok. Men nu er det et nødstilfælde, og jeg stoler på at du ikke vil fortælle nogen om den.”

Egon nikkede. Det var ham ikke klart om han nikkede fordi Flemming kunne stole på ham, eller om det var fordi Flemming åbnelyst var selvmorderisk gal, og man siger ikke selvmorderiske galninge imod hvis man ikke vil have en morderisk galning i stedet for.

Sandheden var dog, at Egon var desperat efter at komme ind i den kælder, og hvis en portner vogtede bygningen, så var der ingen vej ind der ikke ville bryde reglen om at kontakte farligere væsner. Flemming havde ret. Hvis han skulle ind i kælderen, så skulle han snakke med portneren.

“Hvad, hvem, hvad, hvordan…?”

Selvom Egons fornuft havde accepteret det uundgåelige, så havde hans sprogcenter ikke fulgt med.

“Jeg har opfundet en maskine der kan åbne en portal ind i en portner-bygning. Gennem den kan vi se og høre hvad der sker der, og vi burde kunne føre en samtale. Ganske uden at noget fysisk kan trænge igennem den. Vi vil være helt sikre på vores side af portalen.”

Når noget er helt sikker, så viste Egon godt hvor farligt det var. Men det lød stadigvæk mindre farligt end at prøve at bryde ind i en portners kælder.

Flemming forlod krostuen og vendte tilbage et par minutter senere med et sammerullet stykke papir under armen. Han rullede papiret, der viste sig at være fuld af arbejdstegninger, ud på border.

Egon lod øjnene løbe over tegningerne. Flemmings opfindelse var ikke bare farlig, den så også farligt kompliceret ud.

“Jeg har alt hvad vi skal bruge til at bygge portalen, Egon. I morgen bygger vi den!”.

Han slog Egon entusiastisk på skulderen. Egon delte ikke entusiasmen.

Fortsættelse følger