Krofatter Egon og Hjælpepakken — 6
Is this not making any sense to you? You are not alone. If you don’t know what’s going on, or why I write in Danish, start here.
Portner Jørgen
Tidligt næste morgen blev Egon vækket af et voldsomt rabalder inde fra krostuen. Det lød som om nogen havde smidt en større mænge blandet metal på gulvet, og det var netop hvad Krofatter Flemming havde gjort.
Søvndrukket kom Egon i tøjet og trissede ind i krostuen hvor Flemming stod og sorterede assorterede stumper træ og metal. Da han så Egon pegede han mod en papkasse i hjørnet af rummet.
“Er du sød at sortere ledningerne i kassen, Egon? Efter farve, tykkelse og længde.”
Det var lige en opgave for Egon. Han havde altid foretrukket arbejde der ikke krævede for meget mentalt af ham, og han gik fluks i gang.
Problemet med opgaver man kan læse imens hjernen kører i frigear er selvfølgelig at hjernen så er fri til at gruble over andre ting, og Egons tanker begyndte derfor at vandre. Og naturligvis vandrede de direkte hen til den ene ting han ikke ønskede at tænke over. Hvad maskinen de skulle til at bygge var, og hvad den skulle bruges til.
Han gøs ved tanken; ja nærmest rystede af skræk.
De skulle kontakte Neurocentrets portner! Aldrig havde Egon gjort noget så dumdristigt. Hvis det gik blot det mindste galt ville det få katastrofale følger. Men der var ingen vej uden om. Hvis ikke han kom ind i den hemmelige kælder ville hans mission være tabt. Han ville have fejlet i den første opgave Rådet havde givet ham. Han ville aldrig finde ud af hvem der havde skabt dimmergøjerne. Måske ville landet aldrig blive fri at sygdommen. Måske ville alle kroerne forblive lukkede i al fremtid.
Det var i sandhed dystre tanker der løb igennem Egons hoved denne morgen.
Da han var ved at sortere den sidste håndfuld ledninger var Flemming blevet færdig med sin sortering og forlod krostuen. Få minutter efter kom han tilbage med en større værktøjskasse i den ene hånd og en række instrumenter Egon ikke genkendte i en gennemsigtig plastic sæk i den anden.
Han placerede begge dele på bordet hvor arbejdstegningerne lå udrullede og forsvandt igen, ud i køkkenet.
Lidt efter kunne Egon lugte at der blev brygget kaffe, og kort efter det at der også blev stegt bacon.
Det hjalp lidt på Egons humør at der snart ville være morgenmad på vej—men kun lidt. Det var stadig en gru hvad dagen skulle bringe.
Egon lagde de sidste stykker ledning i de rette bunker og gik ud i køkkenet for at hjælpe til.
Egentlig hører det sig ikke til, at én krofatter hjælper en anden i køkkenet. Én er gæst, den anden vært, og de to roller skal man ikke blande. Men med det der skulle ske i dag så var rollerne blevet blandet. To krofætre skulle sammen bygge det måske farligste apparat i krofolkets historie. Der var ingen præcedens for dette, og de vidste det begge. Deres naturlige instinkt for hvordan krofætres forhold er og bør være var forvirret—og det var de også. Måske var det unaturligt at lave mad sammen, men det blegnede mod at bygge en portnerportal sammen.
Da kaffen var brygget, brødet ristet, baconen stegt, og æggene spejlet tog de maden ind i krostuen og satte sig ved et ledigt bord.
Flemming skænkede dem begge et glas bitter.
De sad lidt og spiste i stilhed. Det var klart for Egon at Flemming også var påvirket af situtationen. Om det også hos ham var frygt for portnere der gjorde det, eller nervøsiteten for om hans opfindelse ville virker, det vidste Egon ikke.
“Jeg har arbejdet på denne maskine i flere år,” sagde Flemming mellem to bidder, “og jeg er sikker på at den er sikker. Men vi må være yderst forsigtige når vi samler den.”
Egon nikkede.
“Konsekvenserne hvis vi laver en fejl…”
Egon nikkede igen; denne gang mere overbevisende. Der skulle ikke herske tvivl om at han forstod situationens alvor.
Flemming tog sit sidste stykke bacon og tyggede af munden.
“Hvis vi følger mine planer til punkt og prikke, så skal alt nok virker.”
Flemming smilte.
Egon forsøgte, uden meget held, at smile tilbage, mens han også tømte sin tallerken.
De to krofætre skålede i deres bitter, og begyndte at rydde op efter morgenmaden. De beskidte tallerkener og bestikket efterlod de i køkkenvasken. Det var ikke tiden til at vaske op—det var tid til at samle portalen.
De arbejdede hele formiddagen, igennem frokost, og klokken havde slæbt sig på den anden side af halv tre før apparatet begyndte at tage form.
Portalen var en aflang, small kasse med dimser og dutter stikkende ud i rette og urette vinkler fra alle sider. Oven på kassen var monteret et messinghåndtag, og håndtaget holdte en oval fintslevet plade af sløret glas.
En ledning løb fra hver side af glaspladen ned i kassen, og fra kassen løb tre ledninger, en til den nærmeste stikkontakt, for strøm, en var bundet i en lysestage, som antenne, og den sidste gik igennem vinduet, ud til et træ, hvor den var bundet om stammen. Det var jordforbindelsen, og den slags er vigtig når man arbejder med strøm.
På bordet omkring kassen lå et assorteret arrangement af affald. Ledningestykker og lyslederkabler. Metaldele og møtrikker. Aluminium og alkohol. Batterier og bentazon. Zink og zittauerløg.
Der lå også en rulle plaster som Egon havde hentet i førsthjælpskassen efter at han havde skåret sig på et særligt skarpt stykke sølvpapir. Det havde været smertefuldt, men i al postyret havde han helt glemt at klynke sig.
Et sandt overflødighedshorn af værktøj lå spredt imellem det hele. Det meste let genkendelige ting som hamre, skruetrækkere og tænger, men også værktøj specielt fremstillet til krofatterteknologi og som ingen uden for krofolket ville have den mindste idé om brugen af. Der var også enkelte dimser som Flemming selv havde fremstillet, og hvor end ikke Egon havde begreb om funktionen. Men han havde været meget imponeret over hvad Flemming kunne med dem.
Da Flemming havde lodet den sidste ledning færdig, en rød lille ledning der gik fra kassen til en knap han hvad skrevet “start” på, så han op og smilte.
Portnerportalen var færdig.
De var sultne efter al det arbejde, men de vidste begge at de ikke ville have appetit til at spise. Nej, hvis de skulle bruge portalen, så skulle de bruge den nu, før de tabte modet.
Egon stillede sig om på samme side af bordet som Flemming, og kikkede på glaspladen oven på portalen.
“Er vi nu sikre på det her?” spurge Egon.
“Nej,” svarede Flemming, og trykkede på start-knappen.
Natten før havde Flemming forsøgt at forklare Egon hvordan portalen ville virke. Det havde ikke ført nogen steder, for det var for kompliceret for Egon at forstå. Så i stedet havde han forklaret portalens effekt.
Når portalen var aktiveret ville den skabe en forbindelse mellem glaspladen hos krofætrene og stedet hvor den nærmeste portner—hvilket måtte være portneren på Neurocentret—befandt sig. Som Flemming havde forklaret det ville glassets fundamentale byggesten blive sammenfiltret med tilsvarende byggesten nær portneren, og byggestenene her og byggestenene der ville for alle praktiske formål være de samme byggesten. Forbundet på denne måde, ville enhver påvirkning af portner-enden af portalen direkte kunne observeres hos krofætre-enden—lyd, lugt, lys, alt hvad der skete på den anden side, ville krofætrene kunne observere på glaspladen.
“Men,” have Flemming gjort klart, “omend vi kan se alt hvad der sker på den anden side igennem glasset, så er der jo ingen glasplade på den anden side, så hvad der sker på vores side er ganske skjult for portneren.”
Det havde måske været sandt hvis der var tale om nogen som helst anden end en portner, men portnere er ikke som andre væsner. Slet, slet ikke!
Flemming trykkede på start-knappen og portal-kassen begyndte at brumme svagt. Glaspladen vibrerede i takt med brummelyden, og begyndte at skifte farve. Fra sløret mat blev glasset først kul sort, så sortere end sort, så sort at det næsten var smertefuldt at kikke på.
Fra midten af pladen kom så et svagt lys, på størrelse med et knappenålshoved. Lyset pulserede svagt, bredte sig en smule og trak sig så sammen igen, men for hver gang det udvidede sig blev det lidt større. Så, med ét, med lysets hast kunne man sige, bredte det sig til hele glaspladen. Krostuen var badet i kraftigt lys et sekund eller to, og så forsvant lyset igen.
Glasset var blevet klart og gennemsigtigt, og på den anden side af glasset var et ansigt, der stirrede tilbage på dem. Under ansigtet var en hals, og neden under halsen var kraven på en blå Kansas kedeldragt.
“Gahh!” udbrød Egon og gemte sig bag Flemmings ryg.
Flemming trykkede hårdt på portalens afbryder. Normalt, når man trykker hårdt på en knap, så kommer effekten hurtigt. Ikke her, dog. Glasset forblev klart, og porteren på den anden side var der stadigvæk.
“Det var i godt nok længe om!”, brummede portneren.
Han så vredladen ud—helt som Egon altid havde forestillet sig en portner ville se ud. I det mindste fik han sine fordomme bekræftiget inden han skulle dø.
“Jeg har gået og ventet hele dagen. Hvor svært kan det være at skrue et par skruer i og få sat strøm til en portal? Jeg har kunnet mærke at I var på vej siden tidlig morgen, og nu er det meste af dagen gået.”
Han skulede, og gjorde det vel.
“Er I altid så langsomme med alt hvad I laver? For så bliver det her jo nok en meget langsom samtale…”
“Men, men, men, der er jo aldrig nogen der har lavet en portnerportal før”, klagede Flemming, “det tager jo tid at opfinde…”
“Visse vasse!”.
Portneren var ikke imponeret.
“Men nu skal vi måske også til at spilde tid på at trøste dine følelser?”, vrisse han.
Egon var glad for at han havde gemt sig bag ved Flemming, og overvejede hvor hurtigt han kunne være tilbage i Herning hvis han løb ud af døren nu, og om Herning monstro ville være langt nok væk. Det ville det næppe.
“Jeg”, fortsatte portneren, “er Portner Jørgen.”
Han smilte nu. Det at sige sit eget navn havde fået ham i langt bedre humør. Han var stolt at det navn. Det var et mægtigt navn blandt portnere. Kun de største portnere kunne bære dette navn.
“Jeg genkender dig, krofatter,” sagde han, og pegede på Flemming.
Hvor de fleste portnere ikke tog sig af hvad der foregik uden for deres egen bygning, var Portner Jørgen atypisk. Nysgerrig, ville nogen måske kalde ham, men ikke mens han kunne høre det, hvis de vidste hvad der var godt for dem. Portner Jørgen kendte alle mennesker og væsener der levede omkring Hammel.
“…men hvem er pjokket der gemmer sig bag ved dig?”
Egon havde måske håbet at han var bedre skjult, men intet undslipper en portners øjne.
“E-Egon,” stammede han, og trådte frem fra sit skjul bag Flemming. “En æ-ære at møde De-Dem, Hr. Portner Jørgen…”
“I det mindste er du en høflig lille fyr. En krofatter, hvis jeg ikke tager meget fejl.”
Egon nikkede og forsøgte sig med et smil. Det var ikke et vellykket forsøg, men Portner Jørgen tog det i den ånd det var ment.
“Nå, Krofatter Flemming og Krofatter Egon, hvad skyldes alt det besvær med at lave en portal? Jeg har en telefon, ved I nok. I kunne have ringet!”
Det vidste hverken Flemming eller Egon, og ingen af dem fandt det nødvendigt at forklare at formålet med portalen var at spionere lidt inden de tog kontakt.
“Deres portnerhed…” begyndte Flemming, men blev afbrudt af Egon.
“Det er omkring kælderen!”
Portner Jørgens øjne borede sig ind i Egon, og krofætrene fornemmede et svagt smil på portnerens læber.
“Vil I gerne besøge min kælder…?”
“Nej!”, kvækkede Egon og Flemming i kor.
Nu var smilet tydeligt at se på Portner Jørgens læber.
Kun en tåbe frygter ikke en portnerkælder, og få ikke-portnere der er gået ind i en er nogensinde vendt tilbage.
“Det tænkte jeg heller ikke,” lo portneren. “Det er vel Agnes kælder i snakker om? I vil vel ind og hente det skrammel I har liggende der?”
“Skrammel, Deres Portnerhed?”
Flemming så forvirret ud. Det gjorde Egon også, men det gjorde Egon altid, og som oftest fordi han var forvirret.
Det var nu også grunden til at Flemming så forvirret ud nu. At Flemming var forvirret, altså, ikke at Egon var.
“Men vi har ikke noget liggende i Neurocentrets kælder, Deres Portnerhed”, fortsatte Flemming. “Vi har aldrig været der!”
“Kalder du mig en løgner, krofatter? Eller tror du ikke at jeg ved hvad der sker i min egen bygning?”
Smilet var forsvundet fra Portner Jørgens ansigt. Lyden af et tordenskrald kom igennem portalens glasplade, og lidt efter kom larmen buldrede over himmelen fra retningen af Hammel.
“Der er krofatterteknologi i Agnes kælder. Jeg kan mærke det.”
Han stirrede på de to krofætre—først på Flemming og så på Egon.
“Men nej, ingen krofatter har nogensinde været i min bygning…endnu da…”
Igen kikkede han dybt ind i Flemming og derefter Egon.
“I har måske lyst til at blive de første?”
De to krofætre svarede ikke. Flemming kunne have svaret et ærligt “nej”, men for Egon var problemet at han bestemt ikke havde lyst til at være den første krofatter til at gå ind i den kælder, men han jo nok blev nødt til at være det alligevel. At svare så direkte nej på spørgsmålet var næppe den oplagte måde at blive inviteret ind på.
“Der er krofatterskrammel i Agnes kælder. Ingen tvivl om det. Men siger I at det ikke er jeres?”
“Bestemt!” skyndte Flemming sig at svare, nu hvor muligheden for et dementi præsenterede sig.
Portner Jørgen kikkede på Egon.
“Og jeg antager at det så heller ikke er dit, lille Egon?”
Egon rystede på hovedet, for bange til at åbne munden lige nu.
“Nej, det kan jeg se…I taler sandt.”
Ingen kan rende om hjørner med en portner. En portner kan altid mærke om nogen taler sandt eller lyver, og kan gennemskue enhver list man kunne forsøge at bruge imod ham.
Han så ud til at være faldet lidt til ro igen, og hvis man kikkede rigtig godt efter, så kunne man skimte smilet der var på vej tilbage.
“Men monstro I så vil hjælpe mig med at slippe af med det bras? For jeg gider ikke at have det liggende længere!”
“Ja!”, udbrød Egon, der følte at det nu var hans tur til at bidrage til samtalen.
Nu var der ikke længere nogen tvivl. Et smil var ved at forme sig på Portner Jørgens læber, og han øjenkroge var begyndt at rynke.
“Med den iver, så gør jeg jer vel en tjeneste ved at lukke jer ind, så I kan hente skraldet?”.
Nu kunne man se tænderne bag smilet.
Egon var ikke glad ved retningen som samtalen lige havde taget. Hvis han havde været mindre ivrigt, så kunne man måske have udlagt situationen sådan at krofætrene gjorde Portner Jørgen en tjeneste ved at hente den krofatterteknologi der lå i kælderen. Så ville portneren skylde dem en tjeneste i retur. Men hvis portneren gjorde dem en tjeneste, så skulle der betales for det først. Det er et kodeks portnere har levet efter så længe der har været portnere, og det er i ganske lang tid.
Men portner er snedige, og Jørgen var en af landets allersnedigeste portnere. Egon ville aldrig have haft en chance for at snakke situationen hen hvor tjenesten ville gå den anden vej.
Egon accepterede sit tab.
“Deres Portnerhed, øh, hvad skulle De mon have for at lade mig låne en nøgle et par timer?”