Krofatter Egon og Hjælpepakken — 7
Is this not making any sense to you? You are not alone. If you don’t know what’s going on, or why I write in Danish, start here.
En stor kattepine
Portner Jørgens kat var løbet bort, og da portnere ikke er meget for at forlade deres bygninger, så ville han se det som en stor tjeneste—stor nok til at låne en nøgle ud—hvis Egon ville finde den og bringe den tilbage.
Egon havde ikke meget erfaring med katte, men han havde en god fornemmelse af deres generelle størrelse. Så han havde lånt en rulle ståltråd af Flemming, lidt snor og blandet værktøj, og hurtigt flikket et bur sammen, med en stor låge i den ene ende. Burdet, vurderede han, havde lige den rette størrelse til at fange en kat.
Til lågen havde han monteret en kraftig fjeder, og en krog der forhindrede fjederen i at lukke lågen i. Til krogen havde han endeligt forbundet en anordning der via fjernbetjening kunne afkoble krogen fra lågen. Fjernede man krogen fra lågen ville fjederen trække i selvsamme låge og derved lukke fælden.
Fjernbetjeningen til til fælden havde an han så lodet sammen af dele fra en gammel transistorradio som Flemming havde haft liggende, og pakket sammen i en tændstiksæske. En knap stak ud af siden på æsken, og var det eneste der afslørede at man her havde at gøre med avanceret krofatterteknologi.
Fælden stod nu midt på bordet han havde arbejdet ved, med fjernbetjeningsæsken ved siden af.
Flemming var kommet hen for at se resultatet, og nikkede billigende. Det var måske ikke det ypperste en krofatter kunne have lavet, men det kunne gå an.
“Det ser god ud, Egon.”
Det syntes Egon også.
“Men hvordan får du katten til at gå i fælden?”
“Øh…”
Egon havde været så optaget af at lave lukkemekanismen at han ikke have overvejet lokkemekanismen.
“Der skal vel en eller anden form for madding til?” tilbød Flemming, der mest kendte til hvordan man fanger fisk, og aldrig selv havde fanget en kat.
“Hvad madding bruger man til en kat?”, spurgte Egon der hverken havde fanget katte eller fisk.
Egon havde engang læst at katte er vilde med kølervæske. Det smager sødt, havde han forstået, og katte kan ikke holde poterne fra det. Han foreslog det til Flemming.
“Er der ikke også noget med at de dør af det?”, sagde Flemming og kløede sig på hagen. Han havde nemlig også hørt om katte og kølervæske—men havde hørt lidt mere end Egon. “Jeg tror ikke portneren låner dig nøglen hvis du slår hans kat ihjel.”
“Det kan der være noget om”, medgav Egon. “Men måske kan jeg lave en anordning så katten kan se og lugte kølervæsken, men ikke komme til at drikke den.”
Det tænkte Flemming lidt over, men sagde så: “hvis katte dør af at drikke kølervæske, så må der være noget andet de godt kan lide at spise som de ikke dør af.”
Det lød rimeligt nok i Egons øre. Der er jo stadigvæk masser af katte rundt omkring, og hvis det eneste de ville have at spise og drikke slog dem ihjel, så skulle der være væsentlig færre.
“Men hvad spiser katte så?”, spurgte han håbefuldt Flemming.
Flemming tænkte sig lidt om. Han elskede selv fisk, og forventede derfor umiddelbart at en kat også ville kunne lide en fisk.
“Fisk vil jeg tro”, tilbød han. “Alle kan lide fisk!”
Heldigvis var der damme omkring Pøt Mølle hvor det var nemt at fange friske fisk. Flemming var lidt af en ekspert, og hjalp Egon. På under en halv time havde de en plastikpose fuld af stadig sprællene fisk, og de syntes begge at de nu havde alt hvad Egon behøvede.
“Smid én af disse fisk i fælden, og katten kommer garanteret løbende”, sagde Flemming og mente det.
Egen var lige så sikker som Flemming, og han pakkede fælden og fiske-posen i bagagerummet på Det Hvide Lyn.
Han var klar til at finde og fange Portner Jørgens kat. Han skulle bare sætte fælden det rigtige sted.
Portner Jørgen havde fortalt de to krofætre hvor katten var løbet væk fra, og hvor at han de sidste par dage havde set den luske rundt.
Egon parkerede bilen bag Neurocentret og fandt kattefælden frem fra bilen. Den ellers så konstante nedbør var ophørt, og det var perfekt vejr til at gå på kattejagt.
Han fik bakset buret under den ene arm, imens han holdt posen med fiskene Flemming havde fanget i den anden hånd, og trissede så over til gyden hvor fælden skulle sættes. Satte den gjorde han, lagde en frisk fisk i buret, og spændte fjederen så lågen var klar til at klappe.
Han så sig omkring for at finde et gemmested hvorfra han kunne sidde klar til at klappe lågen i, når katten var gået ind til fisken. Han kunne ikke sidde for tæt på, for katte ser nemmere igennem krofatterforklædninger end mennesker, men han kunne omvendt heller ikke sidde for langt fra fælden, for han ønskede kun at fange Portner Jørgens kat, og ikke en tilfældig kat.
Hvis katte elskede fisk, som Flemming mente at de nok ville, så ville alle katte i området jo flokkes til, og han måtte sørger for at kun den rette kat fik fisken og blev fanget. Derfor havde an udklækket en snedig plan for at holde uønskede katte væk. Han var ret ferm til at skyde med pusterør, og enhver kat der ikke skulle fanges ville han skyde på snude indtil den rendte væk.
Egon fandt en busk, ikke for fjernt fra og ej heller for tæt på fælden, og satte sig bag den. Han tog et pusterør op af inderlommen og ammunition i form af en pose af frosne ærter som han havde fået af Flemming. Tændstikkeæsken med fældens fjernbetjening lagde han på jorden ved siden af sig. Han var klar til at holde andre katte væk, og til at fange Portner Jørgens.
Der var nu gået fire timer, og han var næsten løbet tør for frosne ærter. Der var forbløffende mange katte i Hammel, og han havde fået helt ondt i kæber og læber af at skyde efter dem. Men ingen af de der kom snusende omkring passe på beskrivelsen af Portner Jørgens kat. Sort, med hvide poter, og med en hjerteformet hvid plet over næsen.
Mange katte havde været forbi, i et bredt spektrum af farver, men ingen sort kat med hvide poter, og ingen kat med hjerteformede pletter. Egon havde overvejet at fange en tilfældig kat og håbe at Portner Jørgen ikke ville lægge mærke til forskellen, men han havde droppet idéen igen. Hvis der er noget portnere er, så er det opmærksomme på detaljer, og han ville næppe slippe godt fra at forsøge sig med svig.
Han frøs voldsomt. Krofætre er bygget til at sidde i krostuer, gerne med en buldrende pejs, men ikke til at sidde under en busk i vintervejr. Han havde ondt af sig selv, som kun en krofatter kan have.
Men just som han skulle til at give op, så så han, rundt om hjørnet af Neurocentret, et sort kattehoved, med en hjerteformet plet over snude, titte frem.
Portner Jørgens kat!
Det måtte være den rigtige kat. Den passede perfekt på beskrivelsen.
Håbet fossede ind i Egon, men desværre blot for hurtigt at fosse ud igen. For da katten kom nærmere gik det op for ham hvor stor den var, og hvor lille fælden forholdsvist var.
Da katten dukkede frem bag hjørnet så den ikke så stor ud, men den slags kan snyde. Det vidste Egon egentlig godt. Som krofatter havde en en god forståelse af perspektiv. En ting der ser lille ud, kan være lille og tæt på, men også have en ganske betydelig størrelse hvis den er langt væk.
Tag solen, for eksempel. De dage, hvor man kan se den hænge på himlen i Danmark, ser den ikke ud til at være meget større end en tommelfinger. Men det er perspektivet der snyder. Faktisk er solen ganske stor—større end en varevogn i hvert fald. Måske betydelig større endnu.
Som Portner Jørgens kat valsede frem mod fælden fik Egon en unødvendig men ganske overbevisende demonstration af denne effekt. Først så katten lille ud. Så så den stor ud. Så så den rigtig stor ud!
Egon havde aldrig set en puma. Hvis han havde, så ville han måske have sluttet at Portner Jørgens kæledyr var mere puma end huskat.
Men korrekt zoologisk taksonomisk klassifikation ville hverken gøre situationen værre eller bedre. Kendsgerningen var, at denne store kat aldrig ville kunne komme ind i den lille fælde.
Hvad den til gengæld kunne, uden nogen form for besvær, var at stikke poten ind igennem fældens låge og fiske fisken ud. Så det gjorde den. Og så løb den ellers væk igen.
Nu var dyre råd gode.
Måske havde Flemming nogen…
Flemming havde ikke mange gode dyreråd, desværre.
“Jeg ved som sådan mest noget om fisk”, forklarede han. “Dem har jeg fanget mange af, men jeg har aldrig fanget en kat. Da slet ikke en kat af det format du beskriver.”
“Du tror ikke det kan klares med et større bur? Måske noget kraftigere ståltråd?”
Flemming tænkte lidt over det, og rystede så på hovedet.
“Jeg tror sådan set godt at et større bur kan klare det, men et bur af den nødvendige størrelse vil du slet ikke kunne pakke i din bil.”
“Jo…”
“Og sætter du fælden med et større bur, så tror jeg at du vil påkalde dig for meget opmærksomhed. Du har vel ikke lyst til at stå og skulle forklare hvad du laver med en kæmpe kattefælde midt i byen?”
Det havde Egon ikke, nej.
“Men det er muligt at jeg kender en der kan hjælpe.”
“Kender du en kattefanger?”
Egon turde næsten ikke håbe at han kunne være så heldig. Det var han heller ikke.
“Ikke en kattefanger, nej. Men en rottefænger!”