Krofatter Egon og Hjælpepakken — 9
Is this not making any sense to you? You are not alone. If you don’t know what’s going on, or why I write in Danish, start here.
Hammels hemmelighed
Med Portner Jørgens nøgle i lommen stod Egon på fortovet på den anden side af vejen fra Hammel Neurocenter. Det var blevet mørkt igen—hvilket ikke siger meget i den danske vinter—og sneen faldt omkring ham.
Hans højre arm og venstre skulder smertede fra hvor katten havde kradset ham. Flået ham, ville måske være en mere passende beskrivelse. Han rystede stadig lidt efter mødet med Portner Jørgen. Men der var ingen tid at spilde. Han havde kun nøglen indtil næste dag, så ville han undersøge den hemmelige kælder, så var det nu.
Der var ingen andre omkring ham. Vejen var lige så øde og forladt som Egons kærlighedsliv. Alligevel kikkede han sig grundigt om inden han krydsede vejen og sneg sig ind langs bygningens mur, ned mod nøglehullet og den skjulte dør der ville lede ind til Agnes kælder og Hammels dybeste hemmelighed: Neurocentrets mikrobiologiske laboratorium.
Der var ingen spor i sneen foran ham. Hvis der var nogen i kælderen nu, så havde de været der længe nok til at sneen havde dækket deres spor, men Egon havde kørt forbi Agnes hus på vejen til Neurocentret og set lys i vinduerne.
Der kunne selvfølgelig være andre der havde adgang til den hemmelige kælder, men det havde ikke lydt på Portner Jørgen til at der var andre end Agnes der brugte kælderen. Så Egon havde en god fornemmelse af at han ville kunne undersøge den uforstyrret.
Da han nåede frem til døren fiskede han nøglen op af lommen og viskede sneen fra nøglehullet.
Han tog en dyb indånding og stak nøgen i hullet. Nøglen passede. Selvfølgelig gjorde den det—en portnernøgle passede til alle låse i portnerens bygning. Der havde ikke været nogen grund til at frygte andet.
Han drejede nøglen.
“Klik!”
Der skete ikke umiddelbart noget, hvilket Egon tog som et godt tegn.
Han stod lidt og lyttede.
Så skubbede han på muren, og lydløst begyndte den at svinge indad.
Bag døren var en kort gang med en dør for den anden ende. En lyskontakt sad på vægen til højre for døren, netop dér hvor den slags kontakter altid sidder. Egon tændte lyset, gik ind i gangen, og skubbede døren i bag sig.
Han tog tre skridt og var fremme ved den anden dør. Dette var en ganske almindelig dør, med et håndtag, som gik ned da Egon trykkede på den.
Så Egon greb håndtaget og åbnede døren.
Bag den anden dør lå laboratoriet!
Det var et imponerende laboratorie, selv for en krofatter. Rundt langs væggene stod der store brummende maskiner af rustfrit stål. Og hvor der ikke stod brummende maskiner var der hylder, fyldt med så mange dimser og dutter som hjertet kunne begære. Reagensglas og kolber var der også rigeligt af. Flere fyldt med farvestrålende kemikalier.
Midt i rummet stod tre lange borde. Disse var ligeledes fulde af kolber, kemikalier, dimser og dutter. Der var ikke en ledig overflade at se.
Dette var et laboratorie efter Egons hjerte, og han stod en stund i stilhed og beundrede det.
Desværre havde Egon ikke meget forstand på kemi og mikrobiologi, så han vidste ikke hvordan han skulle gribe eftersøgningen an. Man kunne, med rette, sige at han skulle have tænkt på det noget før, men det havde han ikke gjort.
Han havde haft for travlt med at finde ud af hvordan han kunne komme ind i kælderen til at bekymre sig om hvad han så skulle gøre hvis det lykkedes. Nu stod han så der, og lignede en hund der efter at have jaget biler hele sit liv, pludseligt har fanget en. Helt blank på hvad han så skulle gøre med bæstet.
“Nå, hvad man ikke har i hovedet må man have i hænderne”, tænkte Egon. Han kunne altid prøve at gå metodisk frem, gå fra hylde til hylde, vende og dreje alt, og håbe på at noget ville dukke op. Så det begyndte han på.
Først gik der en time, og så gik der to, mens han gik fra dims til dut, samlede dem op, drejdede dem rundt, og satte dem ned igen.
Håbet var så småt begyndt at svinde da han fik øje på hvad der lignede en større kasse under et stykke stof, et par hylder længere henne.
Egon debaterede kort med sig selv, om hvorvidt han skulle fortsætte systematisk, eller om han skulle kikke under stoffet nu. Meget godt kan man sige om en struktureret tilgang til en undersøgelse, men det var blevet ret ensformigt, og det kasseformede stof så meget indbydende ud.
Resolut rejste han sig og gik over til den anden hylde. Han kunne altid gå tilbage og være metodisk igen, men lige nu lokkede dette her mere.
Nu skal man aldrig blot flå et tæppe væk når man ikke ved hvad der er under det. Det havde Egon lært af bitter erfaring. Så han løftede forsigtigt et hjørne op og kikke under det.
Det lignede en poleret trækasse. Det så ufarligt nok ud, så han fjernede mere af stoffet, og en messingplade med en hasp kom til syne. På pladen var en indgravering af at skældyr!
Egon fjernede resten af stoffet over kassen, samlede trækassen op og slæbte den over til det nærmeste bord, hvor han forsigtigt satte den ned.
Han tøvede et par sekunder.
Kassen gjorde ikke noget.
Så, resolut, åbnede han haspen og derefter forsigtig kassen.
Dette var endegyldig bevis for at en krofatter—eller kromutter—var indblandet. Kassen var fuld af glasrør og kolber, forbundet på forvirrende måde som Egon ikke forstod, og omkring dem ledninger, kontakter og microchips loddet så grundigt sammen at hver eneste komponent måtte have mindst ti forskellige funktioner samtidig.
Et typisk menneskeligt design lader hver komponent, med enkelte undtagelser, have en og kun en funktion. Jo flere uafhængige funktioner en komponent har, jo sværere bliver det at designe, forbedre og vedligeholde en dims. For mennesker. Men ikke for krofætre. En krofatter ser lige igennem kaos og ser det som ineffektiv hvis man ikke får hver komponent til at lave så meget som muligt, når nu man har komponenten med i designet allerede.
Dette har var klart korfatterteknologi. Ingen anden ville kunne have lavet det.
Egon kunne ikke på stående fod se hvad kassens funktion var. Det er en ulempe ved krofatterteknologi—det er som oftest kun et intuitivt design for den der lavede det. Men han var ikke i tvivl om at dette var et afgørende bevis.
Hvis han fik dimsen til Rådet, så kunne de måske regne ud hvad den gjorde. De andre medlemmer var trods alt noget kløgtigere end ham selv, det havde han selvindsigt nok til at vide. Og måske ville designet afsløre noget om designeren. Alle krofætre har deres egen måde at designe på, så unikke som fingeraftryk, og havde Rådet dette design i deres database, så ville de vide hvem den skyldige var!
Egon lukkede kassen igen, skyndte sig over til hylden hvor han havde efterladt stoffet, tog det tilbage til bordet og viklede om kassen. Tog kassen under armen, så sig hurtigt omkring i laboratoriet for at sikre sig at han ikke havde overset andet, og gik så ud af den lille gang og ud af kælderdøren, ud i den snefyldte gyde.
Da Egon vendte sig for at lukke døren bag sig hørte en hurtige skridt bag sig, men før han havde tid til at reagere blev han grebet bagfra, og en klud blev presset imod hans ansigt.
Alting gik i sort.